Glædelig Jul og Godt Nytår
Om bare 4 dage er det Vintersolhverv, hvor solen når sit laveste punkt over horisonten.
Årets korteste dag. Jeg tæller altid ned til den dag og glæder mig til at dagene igen længes.
En dag som i dag, med let vind og enkelte solstrejf, dejligt udevejr. En søndag sammen med jægere, venner og ivrige hunde. Det gør de korte dage længere. Især når skridttælleren også passerer de 20.000 skridt. Så har det været en god dag for både sjæl og krop.
Andre ved jeg elsker denne ”mørke” tid på året, som indbyder til indendørs hygge og samvær i varme stuer. Eller koncerter og teateroplevelser. Det gælder om at tilpasse sig. Bruge tiden. Se mulighederne og glæde sig over alle de spændende ting, som året har bragt med sig. Det er tid for årets julebreve og julekort til gamle venner. Hvilke højdepunkter skal beskrives i år, som de bedste og mest betydningsfulde. Det bliver efterhånden svært. Især når FaceBook, allerede har sladret. Men julemærkerne er købt. Håber du også på, at der kommer mange julebreve i din postkasse? Eller er det kun mig, der har det håb og er gammeldags. Julebrevene bliver jo færre og færre.
Apropos sociale medier og Rotarys indsats for at udbrede kendskabet til vores organisation, blev der i december måneds nyhedsbrev fra Rotary International bragt en artikel om, at Rotary har modtaget en særlig pris kaldet ”Shorty award for Social Good”. Rotary har modtaget prisen, fordi vi var den bedste organisation til at brande og markedsføre vores indsats og program ”World Polio Day”, den 24. oktober 2018 på sociale medier som FaceBook, Twitter, YouTube, Instagram mv.
En fin award, der henleder til at erindre klubberne i Distrikt 1480 om, at det forsat er meget kærkomment at donere midler til End Polio i indeværende Rotary år 2018 – 2019. Hver eneste dag, 365 dage om året, ville 1000 børn få lammelser og blive invalideret, hvis Rotary ikke havde gennemført og fortsat står for vaccinationsprogrammer, der forebygger at børn ikke bliver ramt af Poliomyelitis.
Ved dette månedsbrev vil I også finde et link med en artikel om ShelterBox.
Jeg kan varmt anbefale at klubberne donerer penge til ShelterBox. En indsamling i klubberne her i juletiden eller på et andet tidspunkt, kan række langt i det projekt. 5.000 kr. kan give en familie husly og et midlertidigt hjem.
Nu er det altså jul igen det lar sig ikke skjule. Programmerne for Rotary klubberne i Distrikt 1480 er netop nu fulde af ”gode og spændende juletilbud”. Julekoncerter, Julefrokoster, Julegudstjenester, Nytårstaffel og Nytårskure. Gode traditioner, der giver os rotarianere anledning til at være sammen og opleve glæden.
Pas godt på hinanden her i juletiden. De bedste ønsker om en Rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår til alle rotarianere med familier i Distrikt 1480.
Kærlige ønsker og tanker
Gudde