En rigtig god ide til klubberne

En ide til et klubprojekt: Vær med til at redde liv – skaf 15 indsamlere til Hjerteforeningens Landsindsamling 2019 og få en hjertestarter til ca. 21.500 kroner til opsætning i dit lokalmiljø

 

Mangler din klub et her og nu-agtigt socialt projekt, så er dette tilbud måske værd at overveje, og du og din klub kan være med til at redde menneskeliv.

 

    Af Haagen Cumlet, medlem af Rotary E-Club One of Denmark, en dag i december 2018

Hjerteforeningen vil bruge pengene fra landsindsamlingen 2019 til finansiering af hjertestartere til opsætning over hele landet, og hvis du og din klub kan samle en gruppe på 15 indsamlere, der er villige til at gå med raslebøssen søndag den 28. april, vil I blive belønnet med en hjertestarter, leveret og monteret i et varmeskab - værdi ca. 21.500 kr. – præcis, hvor I ønsker det. En indsamlingsrute klares på to-tre timer.

Et billede, der indeholder clipart</p>
<p>Automatisk oprettet beskrivelse

I Hjerteforeningen oplyser projektleder Lasse Lindquist, at hjertestartere inden opsætningen vil få en indskrift som: Ejes af xxx Rotaryklub, doneret af Hjerteforeningen.

 

Længere nede i denne tekst kan du læse om, hvordan man opretter en gruppe, og det vil så gøre det muligt for interesserede at tilmelde sig netop din gruppe – uanset, hvor i landet hver enkelt deltager bor.

 

En hjertestarter af denne type bruger for ca. en krone elektricitet i døgnet, og batterierne skal udskiftes en gang hvert femte år, men det er næppe noget, der får klubbudgettet til at skride. Det kommer så til at ligne et projekt, der går igen år efter år for nogle få hundrede kroner.

 

Måske naboklubber kan gå sammen og danne en gruppe på mindst 15 deltagere. I alle fald kan det være fornuftigt med et par ekstra tilmeldinger til landsindsamlingen i tilfælde af forfald.

 

Men kan vi i Rotary i det hele taget deltage i et sådant arrangement, altså som klub og ikke bare som enkeltpersoner?

 

O.K., siger Rotarys ledelse

 

Rotarys landssekretær, Asbjørn Isaksen, siger om ideen:  ’Der er intet til hinder for, at en klub kan deltage i et sådant projekt. Det med, at man ikke kan gøre noget sammen med andre organisationer, er kun i relation til tilskud fra Rotary Danmarks Hjælpefond og foundation.’

 

Distriktsguvernør Gudde Sødergren, i hvis distrikt, D-1480, ideen er fostret, har erklæret sin støtte til at gøre hjertestarterprojektet til et klubanliggende. – ’Det er kun to år siden, at jeg oplevede, at en nær kollega sidst i 40’erne fik hjertestop i forbindelse med motionsløb og kun overlevede, fordi der var en hjertestarter og kompetente hjælpere i nærheden. Held og lykke med indsamlingen.’

En guvernørassistent, Torben Hvid Rasmussen, Område 4 i D-1480, har meddelt rotarianere og rotaractere i sit område: - ’Her i slutningen af året rundsendes ide til et virkelig godt klubprojekt om at indsamle til Hjerteforeningens Landsindsamling 2019 og få en hjertestarter opsat i klubbens lokalmiljø. Den glimrende ide kommer fra e-klubbens Haagen Cumlet, men er op til hver enkelt Rotaryklub at gøre til sit eget.’

Om symboler fra andre foreninger siger projektleder Lasse Lindquist, at Hjerteforeningen ikke har noget imod, hvis indsamlere ønsker at bære f.eks. rotarysymboler på deres tøj. – Hellere gå med en rotaryjakke end ikke at gå en indsamlingsrute, forklarer projektlederen.

 

 

Sådan opretter du en indsamlergruppe

 

Hjerteforeningens Landsindsamling 2018 indbragte ca. 4,3 millioner kroner og i 2017 ca. 4,5 millioner kroner. Udlodningen af hjertestartere ved landsindsamlingen 2019 følger et pilotprojekt, som Hjerteforeningen gennemførte ved landsindsamlingen 2018.

 

 I 2019 bliver Hjerteforeningens årlige landsindsamling til en Landsuddeling, hvor vi giver hver eneste indsamlede krone tilbage i form af hjertestartere, fortæller Hjerteforeningen i en meddelelse til indsamlere fra tidligere år:

Vi bruger midlerne ubeskåret på at dele hjertestartere ud, fordi vi ved, at chancerne for at overleve et hjertestop er 50-75 procent bedre, hvis man får hjertelungeredning i kombination med en hjertestarter indenfor tre til fem minutter. Med andre ord: Hjertestartere redder liv!

Alle kan starte og tilslutte sig gruppe. Og vi giver en gratis hjertestarter til alle grupper, der samler ind på mindst 15 ruter 28. april 2019. Vi leverer og monterer hjertestarteren i et varmeskab lige dér, hvor I mener, at den gør mest gavn – det har en værdi på ca. 21.500 kroner.

Du kan deltage i Landsuddelingen på flere måder

  • starte din egen gruppe og vælge, hvor hjertestarteren skal hænge. Der følger lidt ansvar med rollen - fx skal du skaffe medlemmer til gruppen blandt dine naboer, familie, kolleger, sportsklubben eller hvem, der ellers er dig nær. 
  • slutte dig til en gruppe, der samler ind til en hjertestarter i dit lokalområde. Du vælger selv, hvor du vil støtte op om en hjertestarter, og du har kun ansvar for at gå den eller de ruter, du har valgt.
  • deltage uden gruppe. Så samler du ind, som du har gjort før – uden gruppe. Og du er stadig med til redde liv lokalt, for pengene går også ubeskåret til hjertestartere.

Få mere at vide om Landsuddelingen og bliv deltager.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på landsuddeling (at) hjerteforeningen.dk eller på tlf. 70 25 00 00.
   Vi glæder os til at dele hjertestartere ud sammen med dig! 
   De hjerteligste hilsner
Anne Kaltoft

Direktør i Hjerteforeningen
 

Se en video med et klik på dette link https://www.youtube.com/watch?v=Oy5HAkOTVGQ, hvor dr. Anne Kaltoft gennemgår hjerteproblematikken.

 

Hjertestarterkampagnens projektleder, Lasse Lindquist, kan træffes på tlf. 61316090 og mailadressen llindquist (at) hjerteforeningen.dk