3 minutter v. Klaus Holm

3 min. ved Klaus Holm torsdag den 28. juni 2018

Kære Rotary-venner

Jeg har dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed overfor Pandrup Rotary Klub og dårlig samvittighed overfor Skovhaven. Lad det være sagt med det samme. Jeg brænder ikke for Skovhaven – ikke i den nuværende form. Flere af jer har sikkert bemærket, at jeg på intet tidspunkt har vist mig i haven, når der skulle laves noget. Hverken ved etableringen eller sidenhen ved oprydning og vedligeholdelse. I der kender mig lidt bedre ved, at jeg absolut ikke er havemand og skal der bruges hammer og søm brækker jeg både sømmet og hammeren og jeg skal efterfølgende selv have plaster på flere fingre. 

Da Skovhave-projektet kom frem for nogle år siden var jeg som udgangspunkt positiv overfor projektet. Nu var der virkelig en mulighed for, at Pandrup Rotary Klub kunne blive synlig i Pandrup og give byen og byens borgere noget alle kunne bruge og forhåbentlig have glæde af. Jeg tror, mange i vor klub havde samme ønske og håb.

Der var dog et par udfordringer som flere af os ønskede løst, inden projektet blev igangsat. For det først skulle det sikres, at der blev adgang til området direkte fra Bredgade. Uden denne tilgang ville haven ikke blive kendt og dermed heller ikke blive brugt, sådan som vi i Rotary kunne ønske os. Den anden udfordring var, af hvem og hvordan skulle haven vedligeholdes.

Vi ved, at projektgruppen bag Skovhaven overfor Jammerbugt Kommune ved flere lejligheder har forsøgt at få åbnet en sti fra Bredgade og ned langs Plejehjemmet. Desværre uden held og det ser ud til, at vi fortsat må leve med, at vejen til haven er udenom Plejehjemmet og dermed noget svær at finde. Absolut ikke optimalt og specielt ikke for byens turister som vi også gerne så i haven.

En varig og fast vedligeholdelsesplan af haven er heller ikke blevet fundet. Oftest er det foregået således, at det er kommet lidt bag på os, at det nu igen er tid til renholdelse og vedligeholdelse. Senest på et torsdagsmøde for nylig hvor Præsidenten tog det op, fordi vi selv skulle have grillaften i haven den følgende torsdag og fordi der allerede om onsdagen skulle være gudstjeneste i haven. Det er ikke godt nok og ikke tilfredsstillende for klubbens medlemmer, at vi skal stille os til rådighed med så kort varsel.

Ole med flere har ydet en fantastisk indsats for at få Skovhaven på plads, men efterfølgende har det efter min menig skortet med den store indsats fra os medlemmer. Når emnet er oppe på et klubmøde, føler jeg, at flere af os sidder og dukker os og helst vil være fri.

Derfor kære venner mener jeg, at vi i klubben skal gøre op med os selv, om vi fortsat vil Skovhaven eller vi ikke vil Skovhaven.

Vil vi ikke Skovhaven, kan projektet lukkes ned. De fine borde og bænke kan foræres til Jetsmark Lokalråd, der kan placere dem rundt i lokalområdet, hvor Rotarys navn vil følge med.

Hvis vi fortsat vil Skovhaven, vil jeg som indkommende kasserer i klubben foreslå bestyrelsen, at der i budgettet for 2018-2019 bliver afsat tilstrækkelige midler til en fast månedlig vedligeholdelse af haven i perioden 1. april – 30. september. Her tænker jeg på halvprofessionelle personer med et vist kendskab til dette arbejde.

Hvis det kunne blive løsningen, så tror jeg, at flere af os fik en bedre samvittighed og i højere grad fik lyst til at komme i haven.

Hvis der så samtidig blev en tydelig skiltning til haven, så kunne andre måske også finde den og få glæde af den.

Derfor opfordrer jeg til, at vi alle bruger sommerferien til at overveje vor holdning til Skovhavens fremtid. Vær ærlige overfor jer selv, klubben og Skovhaven. Så vil jeg i bestyrelsen foreslå, at vi i starten af det nye Rotary år på et torsdagsmøde aftaler, hvorledes fremtiden skal være eller ikke være for Skovhaven.

Tak for ordet og rigtig god sommer til jer alle

klaus