Amager skriver Rotary historie

For første gang i Rotary Danmarks historie kan to rotarianere, der er optaget samtidig, fejre 50 års jubilæum som fortsat aktive i den samme Rotary Klub.

Claus Ehlers og Christian Mørup blev ved den årlige charterfest tilbage i 1969 optaget i Tårnby Rotary Klub, og 50 års jubilæet er netop blevet markeret ved den afholdte charterfest i Tårnby Selskabslokaler, hvor klubben har sit domicil.

Christian Mørup og Claus Ehlers er fortsat særdeles aktive i klubbens virke, som de begge har været det gennem alle årene.

Et af Tårnby Rotary Klubs adelsmærker er engagementet inden for den internationale ungdomsudveksling, hvor klubben har sat varige spor for internationalt samarbejde og forståelse.

Unge mellem 16 og 18 år fra hele verden kan få tildelt et års skoleophold i Danmark, ligesom danske unge kan få et års skoleophold i udlandet uden for Europa.

Som tak for den aktive deltagelse i Tårnby Rotary Klub gennem 50 år blev de to jubilarer dekoreret som Paul Harris Fellows med særligt hædersemblem med safir samt det meget sjældne 50 års Rotary emblem.

Præsidenten motiverede i sin tale den store indsats for klubben, de to jubilarer har ydet gennem et halvt århundrede og fortsat aktivt bidrager med.

Foto:

Tårnby Rotary Klub 50 års jubilar Claus Ehlers, præsident Tommy Møller og 50 års jubilar Christian Mørup.