Rotary – viser handlekraft

Skovshoved Rotary Klub har gennem de seneste år arbejdet tæt sammen med Madhyapur Rotary Club, Nepal og Chimalaya Charity Nepal.

I januar 2020 afholdt Skovshoved Rotary Klub en stor velgørenhedsforestilling, hvor provenuet sammen med bidrag fra Distriktets Foundation, Rotary Danmarks Hjælpefond samt Global Grant i alt næsten ¾ mio.kr. bl.a. muliggør en større renovering/opgradering af et sundhedshus for nyfødte og deres mødre samt et treårigt uddannelsesprogram for lokalt sundhedspersonale.

Vi er i fællesskab i fuld gang med at planlægge og gennemføre projektet. Dette arbejde forsinkes dog pt af de alvorlige Corona-problemer, der tynger samfundet i Nepal og Indien.

Problemerne i Nepal forstærkes af de fattige kår, som hersker i landet - dårlig hygiejne, dårlig ernæring, ringe information af befolkningen (som i stort omfang er analfabeter) samt manglende sundhedsmæssige ressourcer herunder manglende vacciner og værnemidler, da leverancerne, som skulle komme fra Indien, helt er stoppet.

Nepal har en af de højeste Covid-19 reproduktionsrater i verden med en positivprocent på 47% og mere end 8.000 registrerede smittede per døgn. Det reelle smittetal vurderes dog at være betragteligt højere.

Dette har medført, at det Nepalesiske samfund for øjeblikket næsten er totalt lagt ned.

Det er en humantær katastrofe, som kræver akut støtte fra verdenssamfundet.

En akut støtte, som Rotary Danmarks Hjælpefond, Distriktets Guvernør samt Skovshoved Rotary Klub  i løbet af ganske få timer bakkede op omkring, så det er lykkes at sende kr. 80.000 afsted til Nepal, hvor den lokale Rotary klub og Chimalaya Charity nu er i fuld gang med at distribuere hjælpeforsyninger til de hårdt trængte familier.

Vi er i Skovshoved både taknemmelige og stolte over den imponerende støtte og handlekraft, som Hjælpefonden og Distriktet udviste – en akut støtte som utvivlsomt vil bidrage positivt til Chimalaya Charity´s store arbejde med at redde menneskeliv.

Glade sommerhilsner

Skovshoved Rotary Klub.