Indsendt af Leif Sønderby den 24.5.2018
Klubbens engagement i projekt "Pigerne i Frydenlund" tog sin begyndelse i januar 2018, og vi kan med glæde konstatere, at projektet e godt i gang.
Læs her, hvad Ane Størup, afd.leder i Klubben Musvågevej, skriver i detlokale blad "Tråden" i Frydenlund og i et Nyhedsbrev i "Ung i Aarhus Vest".

 

Fodboldpigerne i Frydenlund

 

Med stor succes har vi fået skudt et fodboldhold med 14 piger på 12 og 13 år fra Frydenlund i gang. Siden efteråret har pigerne mødt op hver mandag til fodboldtræning på klubbens udendørs multibane. Uanset vind og vejr, står de klar. Det er dejligt at opleve at vi har ramt en gruppe piger med en interesse for fodbold og ikke mindst sociale relationer i gruppen, som gør, at fodboldprojektet er lykkedes.

 

Hvordan det hele begyndte

I Frydenlund har drengene de seneste år fyldt meget. Det er både på gaden, i klubben og i Den boligsociale indsats. Vi vidste, at behovet var der, derfor satte klubben sammen med Den boligsociale indsats gang i fodboldprojektet. Udgangspunktet var at finde noget, de kunne være fælles om, noget der interesserede dem og som en bonus at få motion og frisk luft.

 

Støtte fra Aarhus Nordvestre Rotary Klub

Vi begyndte fodboldtræningen i efteråret, hvor vi valgte at bruge fodboldtrænere fra Dansk gymnastik- og idrætsforening, DGI, som tilbyder mange forskellige tiltag indenfor idræt. Det var for at præge træningen i en seriøs retning med fokus på at udvikle pigernes kompetencer og holdsamarbejde.

Fra nytår har klubben været så heldige, at det har kunnet fortsætte med økonomisk støtte fra Aarhus Nordvestre Rotary Klub, og det er vi meget glade for. Det har betydet at fodboldtræningen er fortsat med trænere fra DGI samt muligheden for andre aktiviteter og ture for pigerne.

Det har blandt andet været en tur til Flensborg med pigernes mødre samt workshops med aktiviteter om sammenhold og indbyrdes relationer i gruppen.

 

Sammenhold og fællesskab

Udover fodboldtræningen, er fokus også på de sociale relationer i gruppen. Klubbens ønske er at sammenholdet kan styrkes og udvikles både på og udenfor banen. Sociale relationer og fællesskaber er væsentligt for alle, men særligt for piger i denne alder, hvilket vi dagligt oplever i hverdagen i klubben. Derfor håber vi, at dette fodbold projekt kan være med til at give pigerne et nyt syn på hinanden og i holdsamarbejdet på banen.

Da jeg spurgte pigerne hvad det bedste var ved dette fodbold forløb, udtalte nogle af pigerne:

"At blive bedre til at spille fodbold. Få lov til mange ting, fx at komme på ture. Sammenhold og fællesskab".

 

Vi håber vi kan fortsætte dette fodbold forløb længe endnu ved at fastholde pigegruppen med fodbold træning, attraktive aktiviteter og give dem en oplevelse af sammenhold og fællesskab.

 

Skrevet af Ane Bøgh Størup, afdelingsleder, Klubben Musvågevej