Vor nye udvekslingsstudent Paulo fra Brasilien

Indsendt af Jørgen Maaløv Jørgensen den 26.8.2016

Ugebrev%20005.pdf

Paulo om Paulo

Paulo indledte med at fortælle, at han kommer fra byen Belo Horizonte, som er hovedstaden i den brasilianske delstat Minas Gerais i den sydøstlige del af landet.
Byen ligger 444 km fra Rio og 586 km fra Sâo Paulo og har et indbyggertal på ca. 5,5 mill med forstæder.
I bydelen Pampulha og især omkring en kunstig sø findes en arkitektonisk perlerække af bygninger, hvoraf vi så flere billeder af bl.a. et kunstmuseum og et kapel tegnet af den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyer.
Et område omkring denne sø blev UNESCO Verdensarv i 2016
Endvidere viste Paulo billede af delstatens største stadion, men pointerede, at Brasilien er andet end fodbold, og havde vi ikke netop spist os mætte i dansk flæsk, var munden nok begyndt at løbe i vand ved synet af og lovprisningen af Paulos livretter, og vi fik nærmest opskriften på en lokal ret med brune bønner fra det brasilianske køkken.

Paulo fortalte også om landets natur og fremhævede nationalparken Serra do Cipo.

Man kan fornemme, hvor stort Brasilien er, da han i sit emne om naturen slet ikke omtalte Amazonas, som flere af klubbens medlemmer har besøgt. Vi fik gennem billeder et indblik i landets påklædning og gadekultur, der ikke afviger meget fra vores europæiske, - når ellers vejret og klimaet tillader det.

Paulo har åbenbart hørt om Stevns Klint som verdensarv, for han viste et billede af byen Ouro Preto (Sort Guld), som er en guldmineby fra 1700-tallet, en by med mange kirker og andet prægtig arkitektur fra en tid, hvor guldfeberen rasede i området og som har gjort byen værdig til at komme med på UNESCO verdensarvs liste.

Jørn Farø/Paulo