ugebrev nr. 16

Rotary Sorø Ugebrev Møde nr. 16 19. oktober 2016

 

Velkomst: Præsidenten bød velkommen til medlemmerne og gæsten Malene Frandsen til aftenens klubmøde, som ikke havde noget program.

Præs: Præsidenten oplyste, at der var kommet et nyhedsbrev fra distriktsguvernøren. Han opfordrede medlemmerne til at støtte op om kirkekoncerten den 25.10 i næste uge, og endelig meddelte præsidenten, at bestyrelsen pba. den nyligt udgivne COL-rapport var i færd med at gennemgå vedtægerne for eventuelle justeringer.

Sang: Nu falmer skoven trindt om land (Grundtvig 1889)

Sekretær: 60 % fremmøde.

Menu: Forloren hare med skysauce, diverse salater og stegte kartofler, derefter kaffe & appelsinkage med chokoladebund.

Vinlotteri: Anders Christensen og Mogens Pihl vandt hver én af de to flasker rødvin, der var i spil.

3 min: Uffe Sveegaard fortalte om en nyligt afholdt studietur til Wales med 31 danske skolelærere (sic!) for at besøge skoler, som formår at inkludere talenterne i undervisningen, jf. vedhæftede referat.

5 min. Niels Henningsen fortalte om Grænseforeningen i Sorø (til støtte for det danske mindretal i Sydslesvig), som holder generalforsamling på torsdag og i den forbindelse har inviteret professor i Skandinavistische Sprachwissensachaft Dr. Steffen Höder til Sorø for at fortælle om sit arbejde på universitetet i Kiel. Alle er velkomne!

Anne Plasmann fortalte om sin rejse til Thailand hvorunder den 88-årige thailandske konge døde efter 70 års regeringstid, og de eneorme konsekvenser for landets befolkning denne begivenhed udløste, herunder de for en vesterlænding forbavsende - reaktioner hun kunne iagttage hos folk.

Margit Nielsen fortalte om en glædelig begivenhed på sit arbejde, CJ Ejendom, som havde fået Danmarks Lærerforening som kunde, hvilket havde udløst kage fra La Glace.

Kim Lisbygd fortalte om kirkekoncerten med trompetisten Per Nielsen samt organist, pianist og violinist den 25. oktober kl. 19.30 og opfordrede folk til at få afsat billetter, så vi kunne få kirken fyldt op arrangementet kunne løbe rundt.

Carsten Nøddeskou fortalte om det fremskredne arbejde med udgivelsen af årets julehæfte Jul i Sorø, som nu næsten er klar til at komme i trykken, og dermed fortætter som et kærkomment juloidt højdepunkt i byen.

Hans Hovmand kommenterede 3 minutter.

3 min ved Uffe:

Studietur til Wales: Inklusion af talenter i skolen

I sidste uge var jeg på studietur i Wales sammen med 31 danske lærere for at besøge nogle skoler, som var i stand til at inkludere og udfordre de dygtigste elever i undervisningen, deres talenter.

En fredag eftermiddag fra kl. 14-15 overværede jeg en engelskundervisning i 7. klasse på Monmouth Secondary School. Lokalet var noget klein i forhold til de 30 elever, der sad der, ingen vinduer, dårlig luftkvalitet og i hele lektionen sad eleverne på deres plads i hvad der må betragtes som en klassisk lærerstyret undervisningssituation. Med andre ord var stort set alle elementer til stede for et ringe engagement og begrænset læring.

Men det skete ikke. Der var ro, fokus, engagement og i det hele taget en behagelig og læringsbefordrende stemning, som hele klassen bidrog til og var en del af.

Der fandt læring sted på trods af forholdene, for alle elever, også talenterne, inklusionsopgaven lykkedes blandt andet fordi både fagligt dygtige og svage gjorde sig umage og ville skolen, hinanden og de opgaver, der følger med.

Et sådant scenario ligger langt væk fra mange danske læreres dagligdag, men jeg har oplevet det adskillige gange på mine studieture til Wales, og undret mig over det, og vil give et bud på, hvorfor det lykkes i Wales:

Ifølge Thomas Ziehe, som er professor i pædagogik og har beskæftiget sig indgående med ungdom, skole og kulturelle indtryk, så har de store samfundsforandringer ændret vilkårene for de unge mennesker med konsekvenser for ikke mindst deres forhold til skolen og dens opgave.

Det moderne samfund er karakteriseret ved, at værdierne pluraliseres, og man forholder sig kritisk over for traditioner. Opløsningen af værdier og traditioner gør, at en stadig mindre del af tilværelsen er så selvfølgelig om tidligere. Men hvor de tidligere generationer oplevede denne aftraditionalisering som et demokratisk fremskridt væk fra forældede og religiøse værdinormer frem mod en større frihed og selvbestemmelse, som de hilste med en euforisk og dynamisk stemning, så er den for de nye generationer blevet normaltilstand.

Denne kulturelle frisættelse har sat individet frit og overladt identitetsdannelsen og beslutninger til den enkelte. Aftraditionaliseringen som Thomas Ziehe kalder det, har medført øget individualisering og en fremmehed og ligegyldighed over for skolens indhold og fællesskab. Det viser sig ved manglende fokus, ringe motivation og manglende empati – tre væsentlige elementer i et vellykket inklusions- og talentarbejde.

Denne aftraditionalisering er ikke sket i Wales i samme tempo som i Danmark, og det er tydeligt at man her holdt fast i traditionerne.

På en primary skole, som er for 4-11 årige, oplevede jeg for det første dette ved elevernes skoleuniformer, senere til fællessamlingen kom klasserne på rækker ind i fællessalen, hvor de sang fællessang, bad bøn sammen, og i fællesskab lavede retningslinjer for, hvordan eleverne bedst kunne passe på skolens renoverede toiletter. Alt foregik i en rolig og højtidlig stemning, ikke mindst taget i betragtning, at det var tre af skolens egne elever, der forestod samlingen for de ca. 200 4-11 årige børn. Børnene tiltalte læren med Mr. eller Mrs., så der var et tydeligt hierarki.

Omvendt var lærerne konsekvent anerkende i deres tiltaleform over for eleverne.

Og børnene stortrivedes og var meget stolte af deres skole, og de fleste blev sågar på skolen indtil kl. 17. Der var et tydlige fællesskab blandt eleverne, de virkede trygge i hinandens selskab og respekterede hinanden så meget, at eleverne også fungerede som gård- og gangvagter og selv stod for at organisere og afholde eftermiddagsklubber.

Og så fyldte skolernes værdier rigtigt meget. De var ikke forblommede sætninger på en hjemmeside, men værdier som alle tilsluttede sig. Det var tydeligt at alle trak på samme hammel, der var commitment til skolens værdier. et værdifællesskab som jeg oplevede havde en positiv effekt på elevernes trivsel og glæde ved skolen.

- Så hvis jeg skal give et bud på hvorfor inklusion af både talenter og mindre fagligt stærke elever fungere så godt på de skoler, vi besøgte i Wales, er det altså at man her oplever, at der stadig er fokus på værdifællesskab og traditioner, og at disse bidrager til et inkluderende og læringsbefordrende skolemiljø.

Skoleuniform, daglige ritualer og klare fælles værdier sætter eleverne i stand til at fokusere på skolen og fællesskabet i stedet for den selvrefleksion og usikkerhed, man oplever fylder meget hos elever i det danske folkeskole.

Vi har nu haft næsten 75 danske lærere med til lignende skoler i Wales, - og denne gang 8 lærere fra Sorø - og de er alle meget begejstrede, så vi håber at de tager inspirationen med sig hjem og sætter noget lignende i værk på danske skoler, så disse berigende læringsmiljøer kan brede sig som ringe i vandet fra Sorø og ud i det ganske land.

 

 

- Ref. Uffe Sveegaard