Spildt arbejde: Stor Rotary konference i Haderslev er nu helt aflyst

Indsendt af Peter Thode Loft den 3.12.2020
Først blev den udskudt.
Nu er den helt aflyst.

Årets distriktskonference i Rotary 2020/21 i Distrikt 1461 ( Sydjylland og Fyn), der skulle have fundet sted på Haderslev Katedralskole i efteråret, blev i første omgang udskudt til den 30. januar 2021.

Det er imidlertid gået den gale vej med spredningen af covid-19, og samtidig forudsiges endnu højere smittetal hen over julen/årsskiftet rækkende ind i januar og februar 2021.

Distriktsguvernør Jens Kaptain og teamleder Kim Stenberg fra værtsklubben Hertug Hans Rotary Klub havde  ellers glædet sig til at byde velkommen til de cirka 100 tilmeldte Rotary-medlemmer fra hele Sydjylland og Fyn.

Der var også arrangeret en spændende tur for ledsagerne rundt til Haderslevs seværdigheder.

- Aflysningen af distriktskonferencen ærgrer os ualmindeligt meget i det team i Haderslev Hertug Hans Rotary Klub, der i en omfattende frivillig indsats har brugt masser af arbejdstimer på at planlægge, lave aftaler med indlægsholdere og udstillere, udforme materialer, hjemmeside og så videre og fået hele arrangementet aftalt med Haderslev Katedralskole, siger teamleder Kim Stenberg blandt andet  i en pressemeddelelse.

Men risikoen for smittespredning vil ganske enkelt være for stor set i forhold til smittens aktuelle udvikling.

- Vi beklager selvsagt denne aflysning rigtig meget, men signalerer samtidig, at Rotary i Distrikt 1461 tager samfundsansvar og bidrager aktivt i bekæmpelsen af covid-19 epidemien, - også selvom det rammer et af vore centrale arrangementer, tilføjer distriktsguvernør Jens Kaptain.

Link til artikel i JV.