Shelterbokse

Giv en shelterboks

De Rotary-donerede ShelterBoxe er en kæmpehjælp i de nødområder, hvor de anvendes. På Haiti er der f.eks. stadig familier, der bor i de samme boxe, de fik tildelt efter jordskælvskatastrofen for flere år siden, så man nu beder om ”reservedele” til afløsning for nedslidte enkeltdele. Det er bestemt ikke noget lykkescenarie, men det beviser, at ShelterBoxene fungerer efter deres formål, endda rigtig, rigtig godt. 

Selv om indsatsen i Haiti var blandt ShelterBox' største indsatser, så fylder også katastrofen efter orkanerne på Filippinerne meget, og i dag er flygtningestrømmen i forbindelse med borgerkrigen i Syrien så omfattende, at ShelterBox modtager løbende anmodninger om hjælp. I 2014 sikrede ShelterBox, at over 15.000 familier i 17 lande kom under tag, og kravene til 2015-16 bliver ikke mindre.

Derfor er det et mål for os i 2016, at hver eneste Rotaryklub i distriktet vil donere en ShelterBox. Den koster kun 5.000 kr., et uanseligt beløb for selv en lille klub, men den kan betyde alverden til forskel i de – desværre mange – katastrofe- og krigsområder, hvor nødstedte familier og mennesker på flugt har mistet alt.

Hvis du personligt vil støtte indsamlingen til ShelterBox, kan du opnå skattefradrag for beløbet ved indbetaling til Rotary Danmarks Hjælpefond. Det eneste som fordres er, at du oplyser dit personnummer, så får skattevæsenet automatisk informationen herom.

Mere information om ShelterBox kan findes på www.shelterbox.dk

Vi glæder os til at modtage også din klubs donation. Doner her...