Nyt fællesskab for roende rotarianere

Den 22. juni blev en skandinavisk afdeling af International Fellowship of Rowing Rotarians stiftet, og derfor får også roende rotarianere mulighed for at dyrke deres interesse sammen med andre Rotary-medlemmer og dermed blive en del af et helt særligt fællesskab.

Det internationale ro-fællesskab blev dannet i Tyskland i 2016 og har nu ca. 80 medlemmer. De fleste er fra Tyskland og Italien, men der er også medlemmer fra andre europæiske lande og fra Argentina, Australien og USA. Italien stiftede sin egen afdeling i 2019.

Der er 91 aktive Rotary Fellowships med over 60.000 medlemmer i 130 lande. De omfatter nærmest ethvert tænkeligt emne, listen kan ses på https://www.rotary.org/en/our-programs/more-fellowships

Danske rotarianere kan være medlem af en skandinavisk afdeling af et internationalt fellowship, det gælder f.eks. de motorcyklende rotarianere, marathon-løbere og privatflyvere. Som Rotary-medlem kan også være med i internationale fellowships uden regionale afdelinger, og f.eks. er der danske medlemmer af det internationale fellowship for skiløbere.

Initiativet til stiftelse af den skandinaviske afdeling for roere blev taget af Patrizia Venturelli Christensen, Hellerup Rotaryklub, og hun blev ved stiftelsen valgt som første præsident for afdelingen, som er åben for alle aktive roere med tilknytning til skandinaviske rotary-klubber. Det er planen at organisere en årlig Rotary Regatta, når fællesskabet er etableret, og at deltage i fælles aktiviteter med roere fra ro-fellowshippet i resten af Europa. 

Interesserede kan henvende sig til Patrizia Venturelli Christensen på pvc (at) venturelliconsulting.com. Det er også muligt at finde fellowshippet på LinkedIn, søg eller klik på link Scandinavian Fellowship of Rowing Rotarians.