Kommunaldirektøren satte perspektiv på lokalområdet

Indsendt af Jesper Jensen den 10.9.2020

7. september havde Rotary Middelfart besøg af Middelfart Kommunes kommunaldirektør Willy Feddersen, som gav sit perspektiv på Middelfart, erhvervsliv, udvikling og vækst, byen og omegnen, det lokale engagement og det politiske klima.

Willy Feddersen er stadig så ny i sin position, at han kan se kommunen og dens aktører lidt på afstand, og han havde kun godt at sige. ”Her er handlekraft og virkelyst – og en politisk vilje til at søge enighed og resultater. Kvalitetsbevidstheden og loyaliteten over for lokalområdet er meget stor,” sagde han.

Han fremhævede også, at der er betydelig vækst i indbyggertallet – så stor, at antallet af boliger til rådighed har svært ved at følge med. ”Kommunen har særlig fokus på at tiltrække unge børnefamilier til at opveje en stigende gennemsnitsalder i lokalbefolkningen,” påpegede han. Det sker bl.a. ved at eksperimentere med nye boligfællesskaber – både hi-tech og off-grid.

Og så er Willy Feddersen ikke mindst begejstret for Middelfarts effektive klimabrand, som senest kom endnu mere til sin ret på det netop overståede klimafolkemøde i byen. ”Beslutningstagerne så rigtigt, da den lokale satsning på klima og klimatiltag blev indledt for 10-12 år siden. Det har medført både erhvervsudvikling og indtægtsfremgang,” pointerede han.

Det er svært at være uenig med Willy Feddersens positive opfattelse af Middelfart og det potentiale, der er på tværs af hele kommunen. Rotary Middelfart ønsker kun at være en aktiv medspiller i at realisere dette potentiale – erhvervsmæssigt, socialt og medmenneskeligt.

Se flere fotos fra arrangementet her