Hospitalsklovn, Susanne Huuse, modtager kr. 25.000

Indsendt af Henrik Rønnest den 20.9.2017
Ejendomsmæglernes Fond v. Torben Strøm, overrækker kr. 25.000 i sponsorstøtte til hospitalsklovnen på Kolding og Aabenraa Sygehuse.

Haderslev Hertug Hans Rotary Klub har i klubmøde den 19. september 2017 sat fokus på hospitalsklovne på de danske sygehuse og specielt målrettet Sygehus Lillebælt/Kolding sygehus og Sygehus Sønderjylland/Aabenraa Sygehus.

I forbindelse hermed har klubben haft besøg af hospitalsklovn Susanne Huuse også kaldet Susanne ”Gummitud”, der i rigtig mange år har fungeret som hospitalsklovn ved netop Kolding og Aabenraa sygehuse. Som mange syge børn og unge og deres familier har oplevet ”gummituden” fik klubbens medlemmer en ualmindelig god og positiv oplevelse i selskab med Susanne Huuse.

Et af medlemmerne i Haderslev Hertug Hans Rotary Klub kunne som afslutning på mødet med hospitalsklovnen på vegne af Ejendomsmæglernes Fond overrække Susanne Huuse en check på kr. 25.000,- som sponsorstøtte til de fortsatte aktiviteter på Kolding og Aabenraa Sygehuse.

Ejendomsmæglernes Fond blev oprettet for 51 år siden i Aalborg/Nørresundby og uddeler hvert år over 1 mio. kr. til velgørende og kulturelle formål.

Haderslev Hertug Hans Rotary Klub er stolte over, at ejendomsmægler Torben Strøm har formidlet denne kontakt til Ejendomsmæglernes Fond, og at man herigennem kan understøtte et formål som kommer mange børn og unge med sygdom tæt inde på livet til gode på de lokale sygehuse.

På billedet øverst ses ejendomsmægler Torben Strøm overrække Susanne Huuse ”Gummitud” den fornemme check på kr. 25.000,-

Jens Kaptain
Præsident 2017/18
Haderslev Hertug Hans Rotary Klub