Guvernørens hjørne – februar 2020

• Godt i gang
• Medlemsfastholdelse og udvikling
• Kurser og seminarer
• Hjælpefonden og Foundation
• Ungdomstjenesten
• Præsident Elect Træningsseminar
• Polio status
• Guvernørbesøg i klubber og til arrangementer

Godt i gang

På mine besøg og dialoger med distriktets klubber i januar, fornemmer jeg, at man er godt i gang.

Der er god stemning og energi, hvor jeg kommer frem, og det er en fornøjelse at mærke.

Så mit håb er selvfølgelig – ”bliv ved med at holde dampen oppe”, - så er det en fornøjelse at være medlem i Rotary.

 

Medlemsfastholdelse og udvikling

Januar var en stille måned med hensyn til nye medlemmer, men allerede her i februar noterer jeg mig, at man i klubberne har optaget 7 nye medlemmer.

Jeg ved, at der mange steder gøres store indsatser både på at lave gode klubmøder, så vi både fastholder og tiltrækker nye medlemmer.

Jeg vil her håbe, at alle har en klar plan med mentorordning for nye medlemmer, så de føler sig velkomne, værdsatte og aktiveres.

 

Kurser og seminarer

Specielt i marts er der flere kurser og seminarer der afholdes.

Rotary Leadership Institute gennemføres med et meget stort hold deltagere.

Medlemsseminar afholdes den 19. marts på Pejsegården, Brædstrup.

Jeg håber, at mange klubber vil deltage, og her bl.a. høre hvordan Videbæk Rotary Klub har fået succes med at få 10 nye medlemmer.

Det kan man inspireres af og bruge i sin egen klub på kort og lang sigt, hvis man ønsker det.

Indholdet på medlemsseminaret drejer sig ikke kun om optagelse af nye medlemmer, men lige så meget hvad der gøres for at skabe spændende og interessante tiltag i klubberne, for at tilbyde medlemmerne et spændende program m.v., så man har lyst til at komme i sin klub som medlem.

 

Hjælpefonden og Foundation

Der er fuld gang i bevillinger af ansøgning om tilskud fra Rotary Danmarks Hjælpefond, men der er stadig penge tilbage i puljen for indeværende funktionsår, så hold jer endelig ikke tilbage med projekter, til hvilke der kunne være muligheder i et tilskud fra Hjælpefonden.

Der er også penge tilbage i Foundation, men her er der ikke så meget rift om dem, så måtte der være nogle klubber der vil søge, så er det ikke for sent. Fristen er sat til 1. marts.

 

Ungdomstjenesten

Vi har fået mange ansøgninger til udvekslingsophold for næste funktionsår, men ikke så mange som vi plejer.

Næste år er der således kun 23 udvekslingsstudenter i vores Distrikt.

Med baggrund heri, arbejder vi med af forbedre markedsføringen og tiltagene, i forhold til udbredelse af kendskabet til ungdomsudvekslingsprogrammet.

Vi forsøger at skabe opmærksomhed på ungdomstjenestens øvrige programmer, og jeg ved at interessen er støt stigende, bl.a. for at høre mere om gennemførelse af Ungdoms Camps.

Vær opmærksom på, at distriktet meget gerne sender personer ud til klubberne på en klubaften, hvor vi kan fortælle om de forskellige programmer og muligheder der er på området. Kontakt Flemming Libner på tlf. 4086 8602, hvis der er et ønske herom.

 

Præsident Elect Trænings Seminar

Den 7. marts mødes næste funktionsårs Præsidenter til Præsident Elect Trænings Seminar i Herning.

De mødtes første gang i november, og det bliver spændende at høre, hvor langt de er i arbejdet med at tilrettelægge deres funktionsår, sammen med klubben.

På dette seminar hentes inspiration og viden, som kan være værdifuld i det efterfølgende arbejde i klubben

 

Polio status

I 2019 steg antallet af tilfælde til 29 tilfælde i Afghanistan og 139 tilfælde i Pakistan.

Det var ikke den udvikling man havde håbet.

Her i 2020 er det startet pænt, da der IKKE er registreret tilfælde i Afghanistan og kun 4 tilfælde i Pakistan.

 

Guvernørbesøg i klubber og til arrangementer

I skrivende stund har jeg besøgt 45 klubber, og det er en udsøgt fornøjelse.

Jeg opfordrede sidste gang til, at man tager kontakt til mig, hvis klubber eller områder, har et arrangement, hvor man gerne ser min tilstedeværelse, enten som indlægsholder eller bare som repræsentant og deltager fra distriktet.

Det er der heldigvis mange der har gjort brug af, så det er dejligt, men hold jer endelig ikke tilbage.

Der er mange spændende, gode arrangementer og events i vores Distrikt, så ring eller skriv, så kommer jeg, hvis kalenderen giver mulighed herfor.

  

Med Rotary hilsen

Jan Aagaard / Distriktsguvernør 2019/20