Vellykket tur til Berlin med projektdeltagere

Indsendt af Peter Thode Loft den 10.5.2022
Som en del af det afslutningsforløb vi i vores Rotaryklub har gennemført for en gruppe unge med anden etnisk baggrund var Brian Gerlach og jeg i weekenden en tur i Berlin. Det blev en både hyggelig og spændende tur i selskab med vores 12 ungdomsambassadører.

Programmet for de 2½ dag i Berlin indeholdt både en del om Berlin som en multikulturel by og en del om Berlin som helt central for meget europæisk historie i sidste århundrede: nazismen, 2. verdenskrig, den efterfølgende kolde krig, Berlinmurens opførelse i 60erne og murens fald i 1989.

Vi havde en meget kompetent guide, Anders Kirkegård Jakobsen, til at guide os igennem en del af programmet.

For de 12 unge mennesker blev der også lidt tid til at opleve Berlin på egen hånd, og for nogens vedkommende gå lidt ”shop-amok”.

På vej over grænsen tilbage til Danmark i går måtte vi bruge lidt ekstra tid på grænsekontrollen. Der findes, som nedenstående billede illustrerer flere forskellige pasvarianter, og ud over passene skulle vore unge venner også dokumentere, at deres opholdstilladelser ikke var udløbet. Men det gik nu forholdsvis let igennem, og vi fik heldigvis alle med tilbage til Haderslev.

Vi håber der bliver tid til, at de unge selv kan fortælle lidt om deres oplevelser og opfattelse af Berlin på et Rotarymøde efter sommerferien.