Restauranten er opkaldt efter Doras helgen

Indsendt af Bo Eriksson den 13.2.2023
Denne aften besøgte vi den hyggelige, autentiske italienske restaurant Trattoria Santa Rita, som drives af italienske Dora og danske Henrik

Dora er udlært kok i Italien og hun er berømt for sine pizzaer på sin hjemegn Emilia Romagna, der har Bologna som hovedstad. Der har været bud efter Doras færdigheder i et køkken, ikke bare rundt omkring i Italien, men også helt i Brasilien.

I 2012 var der et kraftigt jordskælv i regionen og Doras to restauranter lå i ruiner. Dora kom til Danmark for at besøge nogle venner i Horsens, og her mødte hun ved et tilfælde Henrik. De har siden da dannet par og for to år siden købte de restauranten i Fugholm. De faldt især for den hyggelige kælder, som vi sad i.

Vi fik prøvesmagt forskellige pizzaer fra menuen og nød også Doras lækre tiramisiu til dessert. Den hjemmelavede friske pasta har vi dog til gode. Referenten har i al fald tænkt sig at komme igen for at smage!

Henrik har fuldtidsbeskæftigelse som afdelingsleder i Rema 1000 og om aftenen hjælper han til i restauranten, så de har begge nok at se til. Deres drøm er at flytte syd for Bologna om 4-5 år, hvor de sammen vil etablere et Bed and Breakfast.

Restauranten fik i øvrigt sit navn på grund af et mirakel. I sine unge år blev Dora ramt af en hjernetumor, og Doras fortvivlede mor bad til Santa Rita, som er en helgen, der kan udføre mirakler indenfor alvorlig sygdom. Lægerne, som opererede Dora, har efterfølgende kaldt det for et mirakel, at hun kom sig helt uden mén.

Tusind tak for en dejlig aften i hyggeligt selskab.