Forebyg hjerneblødning eller blodprop i hjernen

Indsendt af Bo Eriksson den 29.2.2024
Hver uge rammes 5 personer af hjerneblødning eller blodprop i hjernen her i kommunen

Hjernesagen er en landsdækkende privat forening for mennesker med blødning eller blodprop og andre skader i hjernen. Foreningen har 9500 medlemmer i 30 lokalforeninger.

Hjernesagen er en patientforening, og arbejder med forebyggelse, og sikre de bedste forhold for dem, der rammes. Dronning Mary er protektor.

I Horsens/Hedensted kommuner er lokalforeningen ude af funktion for tiden, men Christian Haldrup (CH) er med i en arbejdsgruppe, der forsøger at genstarte den. Niels Peder er også med. Man vil meget gerne have flere med i gruppen. Han kan træffes på 51183734.

CH kom ind i Hjerneforeningen, da hans mor på 85 år blev ramt af afasi (problemer med tale, læse, skrive og forstå). Hun var kun ramt mht. til tale, og faktisk kunne hun fortsat synge. Det er ikke usædvanligt, at patienter kun rammes i en del af hjernen, så de måske mister det danske sprog, men fortsat kan tale andre sprog. Siden er også CHs kone blevet ramt af en hjerneblødning, og har haft symptomer bl.a. træthed.

20 pct. af befolkningen rammes af stroke (fællesbetegnelse for blodpropper og blødning i hjernen). 85 pct. skyldes blodprop og 15 pct. skyldes hjerneblødning. Det er den fjerde hyppigste dødsårsag og største årsag til handicap. 90 pct. af alle tilfælde skyldes faktorer, der kan forebygges. Sygdommen koster samfundet 7,5 mia. kr. om året.

Der er 12000 indlæggelser om året imod 47000 indlæggelser for kræft. Ud over de indlagte er der 4800 tilfælde, hvor blodproppen glider igennem, og ikke kræver indlæggelse.

3 uger efter hjerneblødning eller blodprop er hhv. 28 pct. og 6 pct. døde. For blodpropper har dødeligheden været stærkt faldende pga. bedre og hurtigere skanning, operation eller medicinsk behandling. Hurtig reaktion og behandling er centralt for behandlingen. Hjerneblødning derimod kan ikke på samme måde behandles.

Følger af stroke: 40 pct. får lammelser, 30 pct. får mentale/kognitive problemer, 20 pct. ændrer adfærd og 30 pct. får afasi. Mange rammes af flere symptomer samtidigt. Derudover af der mange, der får skjulte handicap, der ikke kan ses, og/eller de forsøger at skjule, fx træthed, depression, hukommelses- og synsproblemer.

Hjernesagen har oprettet Strokelinjen for medlemmer (koster 330 kr./år), hvor fagpersoner, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, erstatningsadvokater og diætister rådgiver om akutte forløb, og efterbehandlinger via telefon, mail og teams. Der findes en bisidderordning og der formidles kontakt til ligesindede.

Strokelinjen kan bl.a. hjælpe, når kommuner ikke giver det rigtige tilbud.

Hjernesagen har et tilbud om online fællesskab til børn og unge, som er pårørende, som der er stor efterspørgsel efter. Der er i det hele taget kun få tilbud til pårørende.

Lokalt vil Hjernesagen gennemføre 2 kurser for 6-8 børn (7-13 år), hvis pårørende er ramt af stroke eller anden hjerneskade. Anne bemærkede, at Horsens Kommune ikke havde specialiserede tilbud, men samlede børn med meget forskellige problemer. CH opfordrer til, at man bringer tilbuddet videre, hvis man kender nogen pårørende til strokeramte.

I Horsens Kommune er der ugentlig 5 tilfælde, og 3-4 indlæggelser. Der er årligt 360 indlæggelser i Horsens /Hedensted, hvoraf 2/3 er over 65 år. Hyppigheden som andel af befolkningen stiger væsentlig fra 55 års-alderen. 4150 personer lever med diagnosen i Horsens/Hedensted.

Der er ingen kønsforskel på, hvem der rammes.

Forhøjet blodtryk (60-70 pct.) og hjerteflimmer (30-40 pct.)  er ofte til stede før stroke.

Der er en række ting, der forebygger stroke:

  • Kend dit blodtryk,
  • Kend din hjerterytme,
  • Kend dit kolesteroltal,
  • Dyrk motion,
  • undgå rygning,
  • undgå for meget salt,
  • undgå for meget alkohol, og
  • spis sundt.

Der er vigtigt at kende symptomerne og reagere hurtigt, sekunderne tæller! Mest almindelige symptomer er problemer med kræfter i arme eller ben, problemer med tale, problemer med den ene side af ansigtet, smil mv. Derudover kan der være problemer med syn, forvirring, styre bevægelse, hovedpine og balance.

Lokalt har Hjernesagen til formål at forebygge stroke og sikre bedst mulig behandling, genoptræning og rehabilitering samt støtte til hjerneskadede og pårørende. Særligt det sidste punkt er der fokus på.

2024-02-29 Thomas Søndergaard og Bo Eriksson