Indsendt af Bo Eriksson den 1.5.2023
Marius sagde, at det har været det letteste år som counsellor og det skyldes helt og holdent vores søde, humoristiske inbound student Flo, og de tilknyttede værtsfamilier

Flemming bød velkommen og sagde, at det var dejligt med de mange gæster, hovedsageligt bestående af værtsfamilierne til Flo, som var aftenens foredragsholder.

Anna Marie oplyste, at foredraget med dommer Kristian Trolle er fremrykket til vores næste møde d. 4.maj. Han vil blandt andet fortælle om Retten i Horsens og domsmandsfunktionen.

Marius sagde, at det har været det letteste år som counsellor og det skyldes helt og holdent vores søde, humoristiske inbound student Flo, og de tilknyttede værtsfamilier.

Inden Flo gik på med sit foredrag, sørgede hun for, at hun havde sin mor med online, så hun også kunne følge med.

Den første halvdel af foredraget foregik på flot dansk. Flo fortalte om Chile, der er smal og hele 4,3 tusind kilometer lang, og har 20 mio. indbyggere. Flo kommer fra San Antonio, en lille havneby med 140.000 indbyggere.

Hun fortalte om sin familie og om skolen, som hun startede i som fireårig. Det var Flos engelsklærer, som fortalte om Rotary og mulighederne for udveksling. Ansøgningsprocessen var lang, men hun klarede det hele selv.

Flo´s forældre har, mens Flo har været i Danmark, haft tre udvekslingsstuderende boende. Det har været hårdt at være væk fra familien så længe, men Flo synes, at det har gjort hende mere moden og hun er blevet bedre til at tage egne beslutninger.

Hvad oplever Flo er forskellen mellem Chile og Danmark?

Vejret er rædsomt i vinterhalvåret i Danmark. I San Antonio svinger temperaturen mellem 5 og 25 grader.

Der er mere afstand mellem mennesker i Danmark end i Chile. Vi kunne godt kramme og kindkysse hinanden lidt mere i Danmark.

I Danmark har unge mennesker mere frihed, og de lærer i en tidlig alder at opføre sig mere ansvarsfuldt.

Der er større sikkerhed i samfundet i Danmark og man kan bevæge sig mere frit.

Vi fik også at vide, at Flos yndlingsret i Danmark er Flæskesteg!

Flo vil savne værtsfamilierne, klassekammeraterne og sikkerheden i Danmark og vi vil savne Flo, når året i Danmark snart er slut.

2023-05-01 Anne Sloth-Egholm (tekst) og Bo Eriksson (foto)

Hvis du er interesseret i at vide mere eller har spørgsmål til dette opslag så skriv f.eks. til Horsens Vitus Bering Rotary Klub på horsensvitusbering (at) gmail.com

#RotaryHorsensVitusBering

#RotaryHorsens

#Rotary

#ImagineRotary

#ServeToChangeLives

#ServiceAboveSelf

#WeAreRotary

#PeopleOfAction