"Alle kommer med noget i bagagen - og vi skal give dem noget nyt med hjem!"

Indsendt af Bo Eriksson den 4.9.2021
Besøg på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter i Møgelkær

Uddannelsescentret Møgelkær er et nyt byggeri, hvor der er tænkt over hvordan bygningen kan understøtte pædagogikken og didaktikken, og den kunstneriske udsmykning ligger i forlængelse af disse tanker. Udsmykningen består af forskellige former for bagage, deraf overskriften.

Byggeriet blev både færdig til tiden og indenfor budgettet, men selve den formelle indvielse, som Nick Hækkerup stod for, blev først foretaget i august, selv om bygningerne blev taget i brug i januar.

Uddannelsescentret har kapacitet til at modtage 25 nye fængselsbetjente hvert kvartal og dermed uddanne 100 nye fængselsbetjente om året. Uddannelsen tager 3 år og eleverne er skiftevis tre måneder i på skolen og 9 måneder i praktik. Underviserne har for de flestes vedkommende en baggrund som fængselsbetjente.

Uddannelsesleder Gitte Holmen Møller har selv en meget alsidig baggrund, og hun fortæller blandt andet om vigtigheden af , at man skal kunne det hårde, men man skal ville det bløde, og at man ikke skal samle alle konflikter op.

For øjeblikket mangler der fængselsbetjente generelt, men ikke helt så udtalt i Jylland. Der er et ret stort frafald under uddannelsen, - specielt i begyndelsen, hvor man skal finde ud af, om det overhovedet er noget, man kan og vil.

Fængselsbetjente er ikke særlig godt lønnede, hvilket er med til at forstærke rekrutteringsproblemet. For at komme ind på uddannelsen, skal man være mindst 21 år, end baggrund tjekkes,man screenes og man testes fysisk. Gennemsnitsalderen for dem, der søger ind på uddannelsen er mellem 21 og 30 år.

Uddannelsescentret af Møgelkær Fængsel som nabo. Fængslet blev lukket i 2018 men åbnede igen i juni 2021 med 66 pladser på grund af Kriminalforsorgens mangel på pladser.

I uddannelsen indgår forskellige temaer: etik og professionalisme, indsatte og institutioner, motovation, støtte og konflikthåndtering og jura. Resocialisering er et gennemgående tema.

Mødet sluttede med, at vi på baggrund af konkrete hændelsesforløb med vold, skulle komme med bud på, hvad vi mente straffen skulle være. Generelt skød vi for lavt i forhold til den dom, de rent faktisk fik.

Endnu en spændende aften med indblik i et nyt område.

2021-09-03 Anna Marie