Indsendt af Bo Eriksson den 1.11.2022
Denne aften var vi på virksomhedsbesøg hos Yding Smedie og Maskiner

Vi startede med en spændende rundvisning af Jeppe Rasmussen og ægtefællen Christina, hvor vi kom igennem salgsafdeling, traktorværksted og et værksted, der udvikler maskinanlæg til industrien. Spørgelysten var meget stor og flere rotarianere fik flyttet deres billede af, hvad et smedeværksted beskæftiger sig med nu om dage.

Yding Smedie har ansat 60 medarbejdere med mange forskellige baggrunde og uddannelser. Virksomheden blev etableret i 1996 i Yding med kun en enkelt mand ansat. De fysiske rammer blev efterhånden for små i Yding og i 2017 overtog virksomheden Horsens Maskiner i Gedved.

Yding Smedie og Maskiner har tidligere haft mange forretningsområder, men koncentrer sig i dag om to områder: Salg og service til landbruget samt fremstilling og produktion af maskinanlæg til industrien.

Aftenen sluttede i kantinen, hvor vi hørte om virksomhedens imponerende forretningsstrategi, som ægtefællen Christina, der har været med i virksomheden de seneste 5 år, i høj grad har været med til at præge.

Virksomheden har blandt andet opnået flot status som Master i Claas traktorer og der er særligt fokus på uddannelse af medarbejderne i at være problemknusere. Imponerende var også at høre om deres fokus på at uddanne lærlinge i et særligt akademi, hvor der arbejdes med læring på tværs af fagområder.