Nye Rotaractklubber

”Willkommen, bienvenue, welcome” – nynnede jeg, da jeg gik fra det flotte Rotaract arrangement i Lyngby den 26. januar. Arrangementet var lavet som introduktion af den ene af to nye Rotaract klubben i distriktet, den ene – med internationalt islæt – holder til i Lyngby

Op mod 100 unge danske og internationale var onsdag inviteret til et stort arrangement hos Microsoft.

Her hørte de mange unge fra DTU, Cphbusiness, Knord og fra de lokale, internationale virksomheder om, hvad der vil præge jobverdenen i de kommende år, og om et nyt netværk, som de nu tilbydes at være med i. Det var arrangeret af Rotary, Kongens Lyngby Rotary og ungdoms delen i Rotary, Rotaract, som er for unge mellem 18 og 30 år. Vidensbyen har også lagt et stort arbejde i arrangementet, med støtte fra Vidensby netværket for internationalisering.

Microsoft var vært, og mødet blev indledt af borgmester Sofia Osmani, som kunne fortælle om de flotte udviklinger, der er i gang i kommunen, og om det meget store antal internationale forskere, studerende og specialister, der bor i området. Der var deltagere fra mange lande i Europa, som blandt andre Ukraine, Polen, Slovakiet, Grækenland, Tyskland, Rumænien og fra USA.

Mødet er starten på etablering af en Rotaract klub i Lyngby, hvor det første ordinære møde bliver mandag 27. februar på Stadsbiblioteket. Her vil unge danske og udenlandske mødes og udvikle relation, lære hinanden om ledelse og få inspiration gennem foredrag.

Charlotte Mark, adm. direktør for Microsoft Development Danmark fortalte om de store udviklinger der er i gang, og hvordan digitalisering ændrer på, hvilke behov virksomhederne har i de kommende år.

Rotaract i det distrikt, som omfatter Lyngby-Taarbæk, vil skabe den nye klub, og har allerede de første medlemmer på plads. Der er i forvejen fire klubber i København og Frederiksberg, hvoraf den ene er engelsksproget. På verdensplan er der 200.000 Rotarctere. Den nye klub bliver også engelsksproget, så der kan skabes et miljø hvor internationalt orienterede danske og de mange unge fra udlandet, som studerer eller arbejder i byen, kan få et fælles udviklingsmiljø.

Det andet nye Rotaract tiltag har udspring i Vestegnen https://www.facebook.com/vestegnenrotaract/?fref=ts, og interesserede kan høre mere på mødet den 6. februar.

Ved at byde velkommen skabes synlighed, og synlighed forsøger vi de kommende måneder på forskellig måde at skabe både til fordel for Rotary, og i bestræbelserne for at fejre 100 året for The Rotary Foundation.