Rotary hjælper folkesundheden på vej i Nepal

Oprettet af Jeannette Refstrup den 1.3.2020
Med målet om at skabe Nepals bedste sundhedsklinik har Rotary doneret over en halv million kroner til indkøb af udstyr og til kompetenceudvikling af personalet på en nepalesisk sundhedsklinik.

Silkeborg Connect Rotary Klub har gennem et tæt samarbejde med de lokale nepalesiske myndigheder, den lokale Rotary klub i Nepal, Narayani MidTown Rotary Club, samt den jyske velgørenhedsforening Jysk Landsbyudvikling i Nepal skabt rammerne om et projekt, der skal forbedre sundheden blandt befolkningen i 11 nepalesiske landsbyer

Silkeborg Connect Rotary Klub har indsamlet ca. 72.000 kr. til projektet, og ved ansøgning og opkvalificering af projektet opnåede klubben endvidere støttemidler fra Rotary Danmarks Hjælpefond og The Rotary Foundation i USA. Den samlede donation beløber sig dermed til 82.000 US-dollar, svarende til godt 560.000 danske kr.

- Jysk landsbyudvikling i Nepal har været en uvurderlig partner i udviklingen og kvalificeringen af projektet, så det har opnået det krævede niveau og specifikke indhold, der berettiger til et Rotary Global Grant fra The Rotary Foundation i USA og resulterer dermed i et meget ambitiøst sundhedsprojekt i Nepal, fortæller Allan Vittrup, præsident i Silkeborg Connect Rotary Club.

Hjælp til selvhjælp
Med donationen gives der støtte til at skaffe inventar og udstyr til den nye sundhedsklinik – blandt andet skal to fødesenge sendes fra Danmark til Nepal. Derudover finansierer donationen et større kompetenceudviklingsprojekt for sundhedsklinikkens personale, fortæller Lone Petersen, der i 2011 var med til at starte Jysk landsbyudvikling i Nepal:

- Vi sikrer på den måde bæredygtigheden i donationen ved at løfte kvaliteten af den service, der tilbydes landsbyboerne og ved at styrke fagligheden blandt personalet. Alt sammen med henblik på, at sundhedsklinikken opkvalificeres – ikke kun med det donerede inventar og hjælpemidler, men også ved styrkelse af fagligheden gennem vidensudveksling og uddannelse, der kan udbredes lokalt og spredes som ringe i vandet. På den måde kan sundhedsklinikken blive det gode eksempel på godt sundhedsarbejde og blive det sted, som landsbyboerne søger til, når de har brug for råd eller hjælp i sundhedsspørgsmål.

Første pilotprojekt i 2015
Det er ikke første gang, at Rotary har samarbejdet med den jyske velgørenhedsforening om et støtteprojekt. Allan Vittrup lærte Lone Petersen at kende som private naboer gennem mange år og  hørte derved om Lone Petersens arbejde i Nepal. Med tiden fødtes idéen snart til første projekt, der blev igangsat med lokalt indsamlede midler i Silkeborg Connect og støttet af Rotary Danmarks Hjælpefond samt District Grant:
- Herved blev det muligt at nyindrettet den lille, lokale fødeklinik med henblik på, at den inden for en overskuelig årrække skulle flyttes til en ny og større sundhedsklinik, som sundhedsministeriet havde besluttet at bygge. Det er så den, der nu skal arbejdes videre med, og det glæder både de lokale sundhedsmyndigheder og os, at den store flotte donation fra Rotary giver os mulighed for at løfte folkesundheden i landsbyerne til nye niveauer, fortæller Lone Petersen.

Midler til at gøre en forskel
Allan Vittrups har, siden han blev del af Rotary i 2014, været fokuseret på det velgørende arbejde. Der gik ikke længe, fra Allan Vittrup var meldt ind, til han begynde at søge midler til det første projekt i Nepal gennem den velgørende fond The Rotary Foundation.

- Jeg vidste med det samme, at det var arbejdet med Foundation, der interesserede mig i Rotary. Det handler om at gøre en forskel internationalt, og det kan man netop med The Rotary Foundation, fordi man kan få mangedoblet de penge, man sender, siger han og uddyber:

- Til det nye og større projekt i Nepal tog vi skridtet videre. Vi begyndte med at samle ind til det nye projekt lokalt og søgte derefter regionalt, så nationalt, og til sidst fik vi så et Rotary Global Grant. På den måde fik vi virkelig nogle stærke midler til rådighed, fordi vores støttebeløb blev fordoblet ad flere omgange. Derudover har det været en stor fordel for os, at Lone er så tæt involveret i projektet i Nepal og kender så mange dernede.

Allan Vittrup fortæller, at de i Silkeborg Connect Rotary Club regner med at sende klubmedlemmer ned til efteråret for at følge op på projektet i Nepal og besøge venskabsklubben i projektet, Narayani MidTown Rotary Club.

Vandprojekter med Poul Due Jensen Foundation
Udover samarbejdet med Rotary har Jysk landsbyudvikling i Nepal af flere omgange fået direkte støtte fra Poul Due Jensen Foundation til at etablere bæredygtige vandforsyninger i de nepalesiske landsbyer. Sideløbende med Rotary-projektet arbejder man også målrettet på et nyt projekt med at renovere og opgradere to vandværker i tre landsbyer i Nepal.

Siden den velgørende forening Jysk landsbyudvikling i Nepal blev stiftet i 2011, er organisationen vokset til i dag at have over 250 medlemmer, og mere end 150 frivillige har gennem årene været udsendt til foreningens udviklingsprojekter.

--

Læs mere om Jysk landsbyudvikling i Nepal og følg organisationen på facebook.

--

Er du ikke medlem af Rotary? KLIK OG læs her, hvordan du bliver det

--

Artiklens forfatter, Jens Jakob Kjær Hansener medlem af Herning International Rotary Club, hvor han er sekretær og Formand i PR/PI-udvalget. Til daglig er han SoMe & PR Manager ved NDI Group A/S samt klassisk pianist.