Donation bringer glæde i lokal pigespejder gruppe

Oprettet af 163086 den 19.6.2019
Klubkammerat Marie Holdt tog på spejderlejr i Kr. Himmelfartsferien for at se, hvad De grønne pigespejdere fra Frederiksberg havde brugt den generøse donation på 12.798,50 kr., fra klubmødet i Madklubben, til. Læs med her om hvad hun oplevede, da hun satte spejderleder Jette i stævne og mødte 40 pigespejdere i alderen 5 – 12 år.

Donation fra Frederiksberg-Mariendal Rotary klub bringer glæde i lokal pigespejder gruppe

Klubkammerat Marie Holdt tog på spejderlejr i Kr. Himmelfartsferien for at se, hvad De grønne pigespejdere fra Frederiksberg havde brugt den generøse donation på 12.798,50 kr., fra klubmødet i Madklubben, til. Læs med her om hvad hun oplevede, da hun satte spejderleder Jette i stævne og mødte 40 pigespejdere i alderen 5 – 12 år.

 

I en spejderhytte godt gemt inde i en skov stod uniformklædte Jette klar til at tage imod mig. Vi havde forinden udvekslet utallige mails ift. donationen fra klubmødet i Madklubben sidste år og hvornår det passede, at jeg kiggede forbi. Endelig kom dagen, hvor jeg kunne se indkøbene i brug, og møde nogle af pigespejderne selv. 

 

Jette inviterede mig ind i spejderhytten, hvor det høje antal sko i gangen bevidnede, at der var mange børn til stede. Men jeg kunne ikke høre nogen. Jeg tænkte, at de nok var på orienteringsløb, eller hvad man nu laver som spejder i en skov, men nej. I rummet til venstre var mindst 15 piger i gang med at lære at lave ’pippi-fletninger’. Der emmede at dyb koncentration, og pigerne i alle aldre havde tungen lige i munden mens de flettede orange garn over ståltråd, som senere skulle sættes på et hårbånd. Der var ingen, der råbte. Der var ingen hujen, som man ellers ofte møder, når mange børn er samlet.

 

”Hvorfor laver de pippi-fletninger?”, spurgte jeg Jette, der har været spejder i snart 45 år. ”Fordi Pippi er sej. Hun kan ikke alt, men hun prøver alligevel. Og det vil vi gerne lære pigerne.”, svarede hun. ”Og derfor står der også på alle pigernes tshirts: ’Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!’ For de kan sagtens, pigerne. De skal bare have lov. Og det er derfor, vi kun har pigespejdere, for vi oplever, at når vi er sammen med drengene, så træder de traditionelle kønsroller frem, hvor drengene løber ud og kløver brænde, mens pigerne er i køkkenet. Men pigerne VIL gerne det andet, og det er sundt for dem at lære, at de godt kan.”

 

Som om hun kan læse mine tanker fortsætter Jette: ”De lærer det jo selvfølgelig først. Sikkerhed først og fremmest. Men de kan godt kløve brænde, og snitte med kniv. Det er jo under opsyn med en leder, og så får man et mærke, som kan sidde på uniformen. Nogle gange tager forældrene fat i os helt bekymrede og vil høre om det kan passe, at deres lille datter har snittet med kniv! Og ja, det kan det! De kan få dolkebevis fra de går i 3. klasse. Og med dolkebeviset har de bevist, at de kan bruge en dolk forsvarligt, ved hvordan man giver den videre, og altid sørger for at pakke den væk.”

 

At få et dolkebevis er bare en af de ting, man lærer som spejder. Der er faktisk mange ting man skal lære og regler, der skal overholdes, men det forhindrer ikke pigerne i at stortrives. Det er tydeligt. For selv om hånden skal rækkes op, når man skal have hjælp til noget, og skoene skal af inden man går ind, er det tydeligt, at de nyder det.

Jette tager mig med uden for, hvor der lidt væk er slået 4 telte op. Nu skal vi på inspektion. Det foregår hver formiddag, og pigerne ved, at der skal være ordentlig og rydeligt i deres telte. På vej til teltene bliver vi overhalet af en flok piger med pippi-fletninger, der løber baglæns rundt om hytten. Der er noget for dem alle: læring, stillesiddende koncentration, ud og løbe og lege og senere afslapning efter frokost.

 

I teltene møder der mig et syn jeg ikke havde ventet: Fem par sko stod pænt side om side i forteltet, og inde i teltet lå de fem soveposer pænt ved siden af hinanden, og bagerst stod tasker, sovebamserne og Anders And bladene.

Det var ikke til at se, at det var fem små 10-12 årige piger, der sov her. Men det er forventeligt, fortalte Jette. ”De skal rydde op sammen, og når de gør, får de ros, og gør de ikke, skal de ned og rydde op. Mange af pigerne lærer det ikke hjemmefra, men det gør de her. Vi trækker aldrig én ud af mængden. Her er man sammen om det. Man hjælper hinanden. Det er alle gode kundskaber at have med i livet.”

 

Sidste kig er i et lokale nedenunder, hvor 15 piger sidder og maler pippi-tegninger på forklæder, som de får med hjem. Og mens pigerne er fuldt optaget er de voksne i gang med at gøre klar til frokost ude i køkkenet. Der skal fyldes brændstof på, når man er afsted på lejr og der brændes energi af i løbet af dagen.

 

Og energi skal der til, for senere i dag skal pigerne afprøve det nye klatreudstyr, som noget af donationen fra Madklubben er gået til.

 

Mellem træerne blev klatrereb spændt ud, og pigerne fik lov til at øve balancegang mellem træerne. Selvom der ikke var langt ned, var det alligevel ikke nemt at balancere, så derfor var det godt med noget nyt udstyr, som man også kan holde fast i og selv øve balancen.

 

Den anden del af donationen gik til en solcelleoplader, som skal tages i brug, når de skal på international spejderlejr i Holland til sommer. Her skal de 31 pigespejdere og 5 ledere fra Frederiksberg være sammen med 4000 andre spejdere fra hele verden. Det bliver en oplevelse, siger Jette, der får lidt sved på panden ved tanken. ”Det er første gang de er afsted med så mange piger. Men det bliver sjovt. Og de er meget glade for solcelle-panelerne, som de fik råd til at købe to af, takket være donationen fra klubben. De vil give strøm i lejren til mobil og køletasker, og det er vi glade for.”

 

Fra Jette og de grønne pigespejdere lyder der en stor tak for donationen, som faldt på det helt rigtige tidspunkt!

 

 

FAKTA OM DE GRØNNE PIGESPEJDERE PÅ FREDERIKSBERG:

De grønne pigespejdere på Frederiksberg mødes hver torsdag kl 18 i Flintholm kirke. Her mødes omkring 110 spejdere fra 5 år og opefter og 20 ledere og laver forskellige aktiviteter inde eller ude.

 

De grønne pigespejdere er et spejderkorps kun for piger og kvinder. De har 4000 medlemmer fordelt på 120 lokale grupper i hele Danmark. De har 100 års erfaring med at lave udfordrende aktiviteter i naturen for piger. Aktiviteter der får hver enkelt pige til at turde mere, også at lave fejl. De tror på, at man lærer af sine fejl, og at det vigtigere at have modet til at turde kaste sig ud i noget nyt end at kunne det hele til perfektion. Grønne pigespejdere får gåpåmod på livet. De lærer at gribe de muligheder, der kommer deres vej. De grønne pigespejdere på Frederiksberg tager gerne imod flere 12-14 årige piger. Læs mere her: https://pigespejder.dk/frb/