Indsendt af Klaus Kristian Jakobsen den 28.3.2015
Egedal Rotary Klub sendte et cykelhold til Paris.

Vision og formål med projektet:

”at hjælpe en gruppe på max 15 unge mennesker i alderen ca. 15 år, som har særlige udfordringer i dagligdagen, til at definere et personligt, mentalt og fysisk mål, og hjælpe dem med planlægning og gennemførelse, helt frem til målet.”

 

Gennemførelse af projektet:

I Egedal Rotary Klub valgte vi med inspiration fra Rotaryklubberne i Hjørring, at dette kunne gennemføres ved at samle de 15 unge i et cykelhold. Under ledelse af et trænerteam på 4 voksne ryttere planlagde vi et træningsforløb fra foråret 2014 og frem til juni 2015. Vi cyklede derefter samlet til Paris i juli 2015.

Vores ambition var, i samarbejde med Egedal kommunes skoler, at udpege de 15 unge, udstyre dem med nye racercykler m.m. og gennemføre hele træningsforløbet og satse på, at alle 15 unge kunne gennemføre de 15 måneders træning og den efterfølgende tur på 1500 kilometer.

Projektet var udgiftsneutralt for de unge mennesker. Hver deltager blev udstyret med en racercykel med fuldt cykeludstyr og støtte til vedligeholdelse i hele træningsperioden. Ved ankomst til målet i Paris blev cyklen overdraget til den unge kvit og frit.

Egedal Rotary Klub finansierede projektet med betydelig hjælp fra sponsorer og organiseret i en styregruppe. Hele turen blev understøttet af et serviceteam på 12 personer, der sørgede for forplejning og ophold undervejs. Teamet bestod af koordinatorbil, samariterbil og servicevogn, der kørte sammen med rytterne. En stor køle/frys lastbil samt servicebiler sørgede for provianteringsophold undervejs.

 

Afslutning af projektet:

Hele projektet lykkedes. Dagen før Tour de France sluttede i Paris cyklede alle 15 unge ryttere inklusive trænerteamet samt 15 voksenryttere ind i Paris kl. 15.15, efter at have tilbagelagt i alt 1515 km.

Efterfølgende blev der udarbejdet en omfattende projektevaluering, som på forespørgsel kan stilles til rådighed.

 

LogoHoldet klar til afgang