Rotary - et netværk med mening

"Rotary - et netværk med mening" er ordlyden på en lille blå folder, der er på vej rundt i klubberne. "Sikke dog en floskel", er der nogen, der påpeger. Formålet med "et netværk med mening" er netop at fremhæve Rotarys mangfoldighed som vores stærkeste kort. Meningen med Rotary er forskellig fra person til person, men udgangspunktet er ALTID det samme: hver enkelt af os vil gerne gøre noget, vi vil bidrage der, hvor vi nu kan. 

Årets tema er "Rotary serving humanity" - i lokal dansk sammenhæng giver det mening at hjælpe mennesker både erhvervsmæssigt, humanitært og venskabeligt ved det fysiske møde, ved udveksling af tanker, idéer og inspiration både analogt og digitalt, samt at gøre en forskel sammen.

Hvis vi vender blikket internationalt bidrager Rotary dagligt til menneskeheden ved vores kamp for udryddelsen af polio. Derudover bidrager The Rotary Foundation for eksempel årligt med uddannelsen af højt profilerede unge fredsforskere, der på hver deres måde gør noget for mennesker. Læs mere om dette på www.rotary.org eller prøv at google Rotary peace fellows. 

Rotary netværket giver mening på så mange forskellige måder, og viften af aktiviteter startet af rotarianere er bred. Din bevæggrund for at være med er præcis lige så betydningsfuld som alle andre, og når vi til tider slår vores handlinger sammen kan vi skabe mirakler - både langt væk og helt tæt på.

Mange hilsner,

Rina - DG i Distrikt 1470