Indsendt af Lars Jørgensen den 10.9.2021
LIVETS ÅNDELIGE DIMENSION
Vi lever i en verden, hvor fokus ofte er på gøren frem for væren.
Stræben efter altid at skulle forbedre sig kan imidlertid medvirke til, at vi taber os selv.

Ofte er det først, når vi som mennesker for alvor konfronteres med vores egen skrøbelighed (eksempelvis i form af psykisk eller fysisk sygdom), at vi søger det åndelige.
Det åndelige tænkes her som det eksistentielle og a-religiøse, men kan også være det kristne.

Søren Kierkegaard taler om at ånd er ’drømmende til stede i alle mennesker’ men kan ’vågne’ og føre til, at mennesket bliver sig selv og eksisterer i stedet for blot at være.

Hvad nu om vi alle sammen blev bedre til at tage det åndelige med os i hverdagen? Og hvad vil det i øvrigt sige at gøre det?

Det er noget af det, vi gerne vil udfordre hinanden på denne debataften. Vi får besøg af Michael Nørager, som vil hjælpe os med at diskutere dette relativt uhåndgribelige, men ikke desto mindre vældigt aktuelle, emne. Det er nemlig et emne, der også optager Michael meget.

Vi glæder os til en aften med livsanskuende dialog i godt selskab!