Oprettet af Karsten Michael Sørensen den 18.10.2016
Patientovervågning til traume/ akut modtagelse og opvågningsafsnit

Igennem rotaryåret 2015/16 samarbejdede Stege Rotary Klub med søsterklubberne i Korsør og Plunge i Litauen om indkøb af hospitalsudstyr til det kommunale hospital i Plunge. De tre klubber har over en årrække gennemført flere projekter sammen i byen.  I 2007 gennemførte Korsør og Plunge Rotary klubber, et projekt, hvor de skaffede penge til indkøb af et patientovervågningssystem til hospitalet i Plunge. I 2008 var Stege Rotary Klub med til at finansiere et nyt køkken på et børnehjem i byen.

I maj 2015 var 10 personer fra Stege Rotary klub på besøg hos klubben i Plunge. Her besøgte man bl.a. børnehjemmet og så, at såvel hjemmet som køkkenet var meget velfungerende. Efter besøget fortsatte kontakten mellem de to klubber, og de gode relationer lagde op til et fornyet samarbejde.

Efter 8 år i drift var der opstået problemer med patientovervågningssystemet fra 2007. Flere af de seks patientmonitorer var ude af drift, og ved nærmere analyse viste det sig, at det var mere fordelagtigt, at købe et helt nyt system, end at reparere det gamle. Da Plunge Kommune har begrænsede økonomiske muligheder besluttede de tre Rotary klubber at gå sammen om at skaffe penge til et nyt system. Ved hjælp af bidrag fra de tre klubber, og klubbernes distrikter, distrikt 1480 i Danmark og distrikt 1462 i Litauen, Rotary Danmarks Hjælpefond og Den Internationale Rotary Fond: The Rotary Foundation lykkedes det at rejse de 285.000 kroner som er prisen på seks nye patientmonitorer og én fælles centralstation for samlet overvågning.

Stege og Korsør Rotary klubber donerede hver 20.000 kr. Rotary Danmarks Hjælpefond matchede de to klubbers bidrag, og gav således 40.000 kr. De i alt 80.000 Kr. blev sammen med Plunge Rotary Clubs flotte bidrag på 70.000 Kr. i det videre forløb regnet som ”klubpenge”.  Således udgjorde det samlede beløb fra de tre klubber og hjælpefonden 150.000 Kr.  

Distrikt 1480 bidrog med DDF-midler på 19.000 Kr. og det Litauenske distrikt 1462 med 11.000 Kr.

Så de samlede DDF-midler var på 30.000 Kr. 

Ved et Global Grant matcher Foundation klubbernes bidrag med 50%, mens DDF-midlerne matches med 100%. Foundations World Fund bidrager så med 105.000 Kr. som tillagt ”vores egne” 180,000 Kr.  giver slutresultatet 285.000 Kr.  

Projektet var distrikt 1480`s første gennemførte Global Grant efter de nye regler. Det var klubben i Plunge, der stod for selve ansøgningen på rotary.org, mens vi i Danmark fulgte med fra sidelinjen, kom med kommentarer og underskrev på de nødvendige tidspunkter. Ansøgningsproceduren via rotary.org er velstruktureret, og man kan opdele den i mindre etaper. De involverede parter får automatisk besked via e-mail, når der skal underskrives elektronisk, ligesom alle involverede, løbende kan følge med i processen.

Onsdag den 14. juli rejste 8 repræsentanter fra Stege og Korsør Rotary klubber til Plunge, hvor de blev godt modtaget af repræsentanter fra Plunge Rotary Klub. Torsdag stod på sightseeing i Plunge og omegn, mens fredagen var tilegnet den officielle overdragelse af systemet. På Rådhuset blev delegationen modtaget af Borgmesteren, der på kommunen og borgernes vegne takkede for udstyret. Efterfølgende blev udstyret formelt overdraget til hospitalet. Ved overdragelsen deltog, udover repræsentanter fra de tre Rotary klubber, også den administrerende overlæge, Borgmesteren samt et medlem af det Litauiske Parlament. Overdragelsen blev overværet af journalister og fotografer fra tre dagblade og en tv-station.

Efter overdragelsen deltog den danske delegation i festlighederne ved Plunge Rotary Klubs årlige præsidentskifte.