Hvor er Rotary på vej hen

Verdenspræsidenten for Rotary International, Ian H.S. Riseley fra Australien har meldt sin ankomst til distrikt 1450, helt præcist til Aarhus.

Ian kommer fra Bergen tirsdag den 23. maj og skal videre til Reykjavik dagen efter.

Ian prioriterer naturligvis at komme i kontakt med så mange rotarianere som muligt, og naturligvis også med vore venner rotaracterne.

Det vil jeg sørge for, at han kan få mulighed for. Vi vil naturligvis også benytte lejligheden til at vise ham noget af kulturen i Aarhus, som er årets europæiske Kulturhovedstad samt til at høre og se nogle at de fortræffelige projekter klubberne i Aarhus har sat i værk for at gøre en forskel – Rotary: Making a difference, som er temaet for 2017-18.

Jeg er meget enig med Ian Riseley i, at svaret på hvad Rotary er bedst gives gennem vore handlinger. Vi skal gøre en forskel i Verden, og dermed også i vore lokalområder.

I lørdags lavede jeg sammen med 3 medlemmer af min klub mad for 25-30 hjemløse i Esbjerg.

Det var en kæmpe oplevelse – at møde den taknemmelighed vores lille indsats gjorde, men også at være sammen med gode rotarianere om at udføre indsatsen.

Nu har jeg endnu et lille konkret eksempel på en god indsats Rotary yder. Det er et let forståeligt svar til andre om hvad Rotary blandt meget andet er.

Det er også et svar, der er lettere at forklare og at forstå, end at Rotary er dem, der bekæmper polio i Verden, selvom det er den indsats, jeg selv er mest stolt af.

At få nærkontakt med den kommende verdenspræsident giver os muligheden for at høre mere om hans syn på, hvor Rotary er på vej hen.

Jeg er på mine 55 klubbesøg mange gange blevet spurgt om, hvad der ”skal ske” når vi er færdige med bekæmpelsen af polio.

Det officielle svar jeg selv har kunnet få indtil videre er, at ”Det skal vi ikke snakke om, for så fjerner vi fokus fra bekæmpelsen af polio.”.

Jeg vil bede den kommende verdenspræsident om at sætte nogle ord på hvilke overvejelser Rotary og vore samarbejdsparter har på, ”hvor vi er på vej hen” efter poliokampen.

Jeg synes, at der er nok at tage fat på, jeg er klar til at komme videre og jeg skal nok holde fokus, så vi kan få afsluttet kampen imod polio.

Yours in Rotary

Willi Weber

Distriktsguvernør 2016-17