Når mor skal på arbejde bliver der brug for børnepasning – også i Afrika

Oprettet af Jeannette Refstrup den 17.6.2020
Inger-Lise Katballe har i den seneste tid vasket og ordnet 400 stykker sportstøj. Et anseeligt antal, der bliver til gavn og glæde for børn og unge i landsbyen Galloya. Tøjet kommer fra danske sportshaller, og det betyder, at de afrikanske børn og unge nu kan spille fodbold med ens tøj på.

”Vi bliver nødt til at hjælpe folk på stedet, så de ikke behøver at flygte. Mennesker søger derhen, hvor de får det bedre. Det gjorde vi danskere også, da vi i sin tid udvandrede til Amerika’’

Det fastslår Inger-Lise Katballe, der er medlem af Brande Rotary Klub.

Hun og hendes mand var, sammen med repræsentanter fra de støttende Rotary-klubber, med ved indvielsen af Kvindehaverne i landsbyen Galloya i Gambia. Et projekt, der blev gennemført og afsluttet i november 2019 af syv Rotary-klubber.

Næste projekt – en Nursery School
De frø, der blev sået i kvindehaverne, groede videre til næste projekt – en Nursery School. Samtidig med at kvinderne arbejdede i haven, opstod der problemer med at få børnene passet og aktiveret. På det grundlag steg behovet for en Nursery School. 

Der ydes stadigvæk en indsats for landsbyen
I dag er skoleprojektet allerede gennemført og afsluttet - officielt. Men det er det alligevel ikke, da rotarianere og andre stadigvæk gør et stort stykke arbejde for at hjælpe landsbyen med de forskellige behov, der opstår. I Brande arbejder Inger-Lise Katballe og hendes ægtefælle Poul Ladefoged ihærdigt videre med det uofficielle hjælpeprogram.

Inger-Lise Katballe har i den seneste tid vasket og ordnet 400 stykker sportstøj. Et anseeligt antal, der bliver til gavn og glæde for børn og unge i landsbyen Galloya. Tøjet kommer fra danske sportshaller, og det betyder, at de afrikanske børn og unge nu kan spille fodbold med ens tøj på.

Poul Ladefoged har indsamlet tøjet samt et stort antal skolemøbler og tavler fra lokale børnehaver og skoler. Ligeledes en mængde reoler – blandt andet doneret af Røde Kors. For at gennemføre den opgave stillede et andet Rotary-medlem en stor trailer til rådighed - en lille lavpraktisk ting, men af stor betydning.

Skolemøblerne har stålben, der i modsætning til træ ikke bliver ’spist’ af smådyr.

Alt køres til Tømmerby til et centralt opsamlingssted og fyldes i en container, som også benyttes af andre humanitære hjælpeorganisationer. Efterfølgende fragtes det hele til Gambia med skib. Det er danske ulandsmidler, der dækker transportudgifterne.

Nursery School
Dette projekt er også støttet af flere Rotary Klubber. Målrettet gik landsbyen straks i gang med den praktiske del. Ousman Bah, den afrikanske projektleder samlede en række unge mennesker og lærte dem at støbe mursten. Holdet blev i den grad optaget af byggeriet og den nye mulighed for at lave sten, at en af de unge mænd straks byggede et værelse til sig selv hjemme hos familien.

Skolen har nu tre klasseværelser, kontor, opbevaringsrum og en toiletbygning. Vandforsyningen er også på plads, da Grundfos har sponsoreret en pumpe, der via en vandledning fra kvindehaverne kan levere rent drikkevand til skolen.

60 børn fra 4-6 år går nu i den nybyggede skole fra kl. 09-13. Der er ansat to lærere, hvis løn sponsoreres fra Danmark i de første to år, så skolen får mulighed for at konsolidere sig.

Hvordan går det i dag med projekterne
Kvindehaverne har været i gang siden november 2019, og skoleprojektet er officielt afsluttet.

Haverne hviler økonomisk i sig selv og passes af 40 kvinder. Hvis en kvinde misligholder sit havestykke, bliver hun sat af holdet. Vandforsyningen er ligeledes på plads nu og særdeles nyttig. Konklusionen må være, at projekterne er lykkedes og i god gænge.

Projekterne gavner alle - også dem, der ikke er med
Haverne er gode for dem, der er med, men kan der måske skabes ulighed i forhold til dem, der ikke er med?

Den afrikanske projektleder, Osman Bah er absolut ikke i tvivl om, at have- og skoleprojektet under alle omstændigheder gavner alle i landsbyen og dermed styrker sammenholdet og mindsker indbyrdes stridigheder.

Endnu et delprojekt er gennemført
Indhegning af skolen og etablering af legeredskaber er etableret.

Vandledningen fra kvindehavernes vandsystem over til skolen fungerer, så børnene nu har adgang til rent drikkevand.

”Vi har det held at være født i et land, hvor vi ikke behøver at mangle noget. Det giver os en forpligtelse til at gøre noget, der hvor vi kan gøre en forskel,” siger ægtefællerne Katballe og Ladefoged samstemmende. 

Mon ikke det falder helt i tråd med Rotarys motto ”Service Above Self”.

FAKTA OM PROJEKTET I GAMBIA:

Landsbyen Galloya ligger ca. 25 km fra hovedstaden Banjul i Gambia. Der er ca. 700 indbyggere fordelt på ca. 70 familier, hvoraf de fleste er meget fattige.

Preben Holmboe projektkoordinator på projekterne i Galloya i Gambia - er medlem af Odense Carolinekilde Rotary Klub.   

Kvindehaverne er støttet af Rotary-klubberne i
Billund
Brande
Give
Grindsted
Ringkøbing
Skjern-Tarm
Videbæk

Nursery School er støttet af Rotary-klubberne i
Skjern-Tarm  
Faxe
Ringkøbing
Odense Carolinekilde
Give
Videbæk
Brande
samt private sponsorer

Hegn, vandforsyning og etablering af legeredskaber ved skolen er støttet af Carolinekilde Rotary Klub i Odense.
 

KLIK Følg Distrikt 1450 på facebook

Er du ikke medlem af Rotary? KLIK OG læs her, hvordan du bliver det
 

Artiklens forfatter, Jytte Gottlieb, har været medlem af Brande Rotary Klub siden 2010 og har blandt andet være præsident for sin klub og af flere omgange formand for klubbens PR-udvalg.