Innovative gymnasieelever præmieres

Samtidig med at de første studenter springer ud på Lyngby Gymnasium, uddeler gymnasiet også for første gang deres Rotary innovationslegat.

Legatet gives til en eller flere elever, som har startet egen virksomhed eller elever, der i særlig grad har udmærket sig i arbejdet med eksterne partnere og i forbindelse med social innovation. 

… and the winners are…

Huerne var kun lige placeret på hovederne af de to nybagte studenter Mikhail Tcherniak og Anna Freja Hansen Willer, før de modtog nyheden om, at de var udvalgt til at modtage innovationslegatet.

Anna fortæller: 

– Det er meget fornemt, og jeg føler mig beæret over at have modtaget legatet. Det er en god idé med et sådan legat netop på et innovations gymnasium. På Lyngby Gymnasium samarbejder vi meget med virksomheder. Det stiller store krav til os i forhold til at tænke innovativt og være nyskabende, fordi vi godt vil leve op til forventningerne fra de eksterne partnere.

I indstillingen til legatet står der, hvorfor de to elever har udmærket sig:

Anna Freja tager i diverse projekter et naturligt lederskab og giver plads til

andre, og hun udviser således præcis dømmekraft i forhold til egne og andres styrker. I

samarbejdet med eksterne partere optræder hun professionelt. Med sit store faglige overskud

og overblik samt meget store arbejdsindsats løser og formidler hun opgaverne på en kreativ,

anderledes og nytænkende måde.

Mikhail går gerne foran og tager ansvar for nye projekter. F.eks. var Mikhail en af hovedkræfterne bag den store udnyttelse af vores 3D-printer. Ligeledes har Mikhail været initiativtager til #LG Cares dialogdagen, hvor 1g-elever mødte og gjorde en forskel for de ældre medborgere i kommunen. 

Baggrunden for legatet

Legatet er stiftet af Rotary, Distrikt 1470 og Kongens Lyngby Rotary klub. Det vil blive uddelt en gang om året på Lyngby Gymnasium. Der uddeles hvert år 5.000 kr., som eventuelt kan deles mellem flere kvalificerede elever.

Distriktets Guvernør Bjørn Zebitz fortæller:

-Unge og arbejde med innovation er meget i fokus hos Rotary. Som et af verdens største erhvervsnetværk sender vi hvert år over 8.000 unge fra hele verden på udveksling i et helt år. Alene fra Danmark er det over 200, der kommer ud på deres livs oplevelse.

I Lyngby Taarbæk er vi desuden ved at se på etablering af en Rotaract klub, for unge mellem 18 og 30 år. Det sker i et samarbejde med DTU, Vidensbyen, CBH og Knord. Her vil der være grobund for en udbygget kontakt mellem unge danske og de mange internationale unge, som er på studieophold i kommunen.

Da vi hørte om det nye gymnasium og deres innovative profil, var der derfor heller ikke langt til ideen om et legat, med et formål, som hænger så fint sammen med Rotarys eget.