VI ER ALLE SAMMEN DISTRIKTET!

En af vore allermest vidende og erfarne medlemmer sagde den anden dag til mig, at vi sikkert ubevidst mange gange lagde unødvendig afstand mellem distrikt og klubber ved alene at anvende betegnelsen ”distriktet”, når vi kommunikerede på forskellig vis. Dvs. at vi indirekte får gjort distriktet til noget fjernt, selvom det rettelig er os alle sammen = medlemmer, klubber, udvalg og en valgt organiseret ledelse. Det er jo ganske tankevækkende, når vi netop ønsker at mindske afstanden mellem klubber, medlemmer og distriktets organisation. Blandt meget forsøger vi at knytte de assisterende guvernører tættere til klubberne for at kunne servicere bedre, samtidig med at distriktsledelsen får hurtigere og bredere information ude fra ”den virkelige verden” om, hvordan klubber og medlemmerne har det. Et andet tema vi ofte hører er, at distriktets organisation ofte rekrutteres fra de samme klubber og personkredse. Derved kan det overfor medlemmerne virke noget sammenspist. Årsagen skyldes helt legalt ofte stor besværlighed med at få andre klubber og medlemmer til at søge de opslåede og ledige stillinger til distriktets organisation. Derfor bliver det nemt en slags ”prikkerunde”, hvor man kontakter dem, man kender. På det netop afsluttede RLI kursus i Randers appellerede jeg i forbindelse med diplomoverrækkelsen til netop gruppen af RLI-deltagere om, at de ikke kun brugte deres nyerhvervede Rotary viden i klubben, men også i distriktets organisering og arbejde. Det vil garanteret medføre mere nytænkning og diversitet, men fortsat hvilende på Rotarys værdier og ikke mindst vigtig – den praktiske erfaring og viden ude fra klubberne. Helt aktuelt har vi opslået stillingen som ny distrikts guvernør år 2024-25. Med de mange forskellige tiltag, som vi netop er ved at gennemføre, vil det fremover være muligt at forene en aktiv karriere med posten som guvernør. En position, som også vil udvikle én som leder og rotarianer. Men i den kommende tid vil der også blive opslået stillinger til bl.a. assisterende guvernører grundet naturlig afgang efter 3 år på posten. Det med praktisk viden ude fra klubberne startede vi så småt op med i sidste Månedsnyt, hvor Anders fra Bjerringbro havde skrevet en glimrende artikel om sin egen erfaring fra RLI. Jeg blev ekstra glad, da jeg til et efterfølgende distriktsbesøg i en klub konstaterede, at klubben den pågældende dag havde valgt at bruge Anders’ 3 minutter som indlæg. I denne måned har Gunhild fra Thisted RK skrevet en glimrende artikel under titlen ”Et solidt fundament som basis for et godt klubliv”. Axel fra Aalborg-Nørresundby RK har ligeledes forfattet en spændende artikel under overskriften ”Forventningsafstemning”. Og fra Randers kommer en beretning om, hvordan klubbernes medlemmer skal lære hinanden bedre at kende, og dermed styrke relationerne i Rotary. Alle artikler synes jeg fortjener stor ros, fordi de rammer ind i nogle af de mange udfordringer, som vi på forskellig vis møder ind i. Og ikke mindst måske kan inspirere – hvilket jo også er meningen... /Jes