Rotary: En familiesag og livsstil for familien Illum

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 23.4.2020
”Rotary skal være for hele familien”, siger RI præsident Mark Maloney. Mød en familie, der i den grad har formået at gøre Rotary til en familiesag – og en livsstil der er blevet ført videre i Illum-generationerne.

Foto: fra venstre Emil, to short term ophold til Frankrig og sidst Tyskland – Alexander, long term i Australien og Georgia-student - Catharina, long term i Argentina og short term Finland, Georgia-student - Dirk, Georgia-student, nu Aarhus Rk - Birgitte, short term ophold i Wales, Georgia-student, Rotaracter, nu Aarhus Aros Rk - Helene Illum, med i Innerwheel i mange år - Pernille Illum, long-term i USA, Rotaracter og nu medlem afAarup Rk – Emma, long term i Chile, medlem af Rotaract fra 2019 – Mathilde, Goergia- student – Markus, long-term i Chile.

Den egentlige hovedperson i denne historie kan ikke være med på billederne, for overlæge Peter Illum døde i 2015. Han havde da været medlem af Rotary i 30 år, hvor han bl.a. var præsident for Aarhus Vest Rk fra 2003 til 2004.

I Illum-familien har Rotary i den grad været en familiesag. Hans hustru, Helene Illum, har i mange år været medlem af den verdensomspændende organisation ’Inner Wheel’. Begge døtre har ligeledes altid haft kendskab til Rotary på grund af både moren og farens deltagelse og engagement i klubben.

Den gode Rotary-historie      
Den ældste datter, Birgitte, kom hurtigt, efter Peter Illums start i Rotary, af sted på short-term ophold i Wales og var herefter med til at starte Aarhus Nordre Rotaract op for organisationens yngste medlemmer. Senere kom hun på Georgia Rotary Student Program (GRSP) i USA og havde derefter nogle år som Rotaracter i Belgien. Fra 2018 har hun været medlem af Aarhus Aros Rk.

Under studieopholdet i Georgia mødte hun en anden GRSP’er, belgieren Dirk Vandekerckhove. Han havde ingen tilknytning til Rotary men havde dog læst om og søgt Georgia programmet. De faldt i snak med hinanden og blev forlovet under studieopholdet.

”Det var lidt usædvanligt men blev siden en god Rotary-historie, som vi blandt andet kunne genfortælle da GSRP-programmet fejrede 70 års jubilæum under Convention i Atlanta i 2017”, fortæller Birgitte Illum med et smil på læben.

Siden 2010 har Dirk også været aktiv i Rotary, hvor han blev medlem af Aarhus Vest, der blev lagt sammen med Aarhus Rk. Her var han præsident i fra 2018 til 2019.

To af Birgittes og Dirks tre børn, Alexander på 27 og Catharina på 21, har været på long-term udveksling i henholdsvis Australien og Argentina – og har begge siden også været på GRSP-programmet.

Den mellemste søn, Emil på 24, har ikke været på de lange programmer men på to short-term ophold, hvor han under det sidste mødte sin nuværende kæreste fra Portugal. Hun er selv rotaracter og hendes far er også medlem af Rotary.

Stærke relationer til udenlandsk værtsfamilie
Peter og Helene Illums yngste datter, Pernille, som læserne mødte i Rotary Nordens reportage fra Aarup Rk sidste år, blev familiens første udvekslingsstudent, da hun kom på long-term udvekslingsophold i USA i 1985.

”Jeg har nu, 35 år efter, stadig tæt kontakt med den familie jeg var hos. Faren var udvandret dansker, så min ’amerikanske mor’ kunne godt nogle enkelte danske ord. Hun bad om, og fik naturligvis lov til, at betragte sig som bedstemor til mine børn, og de regner Bedstemor som familie”, fortæller Pernille muntert.

Selv blev hun medlem af Rotaract i Aarhus i 1987 og rykkede senere til Rotaract i Odense. Siden 2010 har hun været medlem af Aarup Rk, hvor hun var præsident i fra 2015 til 2016 og skal være sekretær næste år.

Fra generation til generation
Pernilles børn er ikke mindre Rotary-aktive end fætrene og kusinen i Aarhus. Emma på 23 år har været long-term udvekslingsstudent i Chile og medlem af Rotaract fra 2019. Mathilde på 20 år var på GRSP-programmet i 2018-2019 samtidig med sin kusine, Catharina. Imens var Mathilde også med i Rotaract.

Markus, der er 17 år, var på udvekslingsophold i Chile i 2018-2019, og kom tilfældigvis på udveksling til samme land, distrikt, by og klub som Emma, og havde ovenikøbet også Emmas chilenske ”far” som counselor.

Familie i hele verden
De tre familier har tilsammen haft 14 udvekslingsstudenter fra syv lande. Til Peter og Helene Illums sølvbryllup i 1988, havde de en udvekslingsstudent fra Australien boende, og da han senere kom til deres guldbryllup, talte han stadig dansk.

De to søstre er enige om, at Rotary giver nogle menneskelige værdier, som folk uden for Rotary har svært ved at forstå.

”Vi har fået familie i hele verden og jo mere der går videre fra generation til generation, desto større og mere værdifuldt bliver det”, slutter Pernille og Birgitte af med at fortælle.
 

KLIK FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK

ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK OG LÆS HER, HVORDAN DU BLIVER DET
 

Artiklens forfatter, Jens Otto Kjær Hansen, har været medlem af Aarhus Sydvestre Rotary klub siden 1991 og er blandt andet Rotary Norden Redaktør og har været det over en længere årrække.