Guvernørens Hjørne

Kære rotarianer i distrikt 1450

Først og fremmest godt nytår.

Det lader desværre ikke til, at Covid har tabt pusten og vi er stadig underlagt restriktioner. Nogle af Jer har henvendt Jer til mig, for at høre om distriktets retningslinjer.
Distriktet følger naturligvis de gældende retningslinjer. Det betyder, at vi vil opfordre Jer til at passe godt på hinanden, holde afstand, tænk jer om til klubmøderne og brug jeres sunde fornuft. Nogle steder er jeres faste mødested måske lukket ned. Her skal I måske igen tænke kreativt med zoommøder, gående rotarymøder el. lign.
Det er også en god idé at klubbestyrelserne beslutter for hvordan I anvender restriktionerne i jeres klub. Meld det ud til jeres klubkammerater, så de ved hvordan de skal forholde sig (indtil restriktionerne måske ændrer sig igen).

I får hermed årets første guvernørens hjørne til Jer. I kan bl.a. høre om RLI, ”Ny i Rotary”, distrikts zoommøder og muligheden for at få en central rolle som distriktscounsellor eller som leder af de øvrige programmer under ungdomsudvekslingen. Du kan læse mere om de to funktioner i det vedlagte dokument. Husk at ansøgningsfristen er 10. februar 2022 og ansøgningerne skal sendes til mig på dg1450-2122 (at) rotary.dk.

Vi tager fat i distriktszoommøder i løbet af januar, og du skal nok høre nærmere, når vi er helt klar. Det bliver ikke ugentlige møder som sidst, men vi forventer at kunne holde dem hver 14. dag (så længe vi er underlagt restriktioner). Sidder du med en oplagt foredragsholder til møderne – så tøv ikke med at sende dem til mig.

Kig med i guvernørens hjørne her: https://www.youtube.com/watch?v=QFGua8vGce4

Derudover kom der ingen indsigelser mod nomineringskomiteens beslutning. Jeg kan derfor med stor glæde fortælle, at Claus Skovbjerg fra Give Rotary Klub bliver guvernør i 2024/2025.

Pas godt på hinanden.

De bedste hilsner

Jane Mejlby Buhl-Olsen
Guvernør i distrikt 1450