Husk Koda når I holder koncert eller event

Som udgangspunkt skal alle have en musikaftale med KODA, hvis de afholder koncerter eller events – det gælder både for arrangementer med og uden entré.

 

Kære Klubber

Vi får tit spørgsmål omkring hvordan det forholder sig med betaling til KODA når man holder et offentligt arrangement eller event. jeg håber derfor I kan blive meget klogere af nedenstående mail fra KODA.

I Koda bliver vi ofte kontaktet af frivillige foreninger og klubber, som er i tvivl om, hvornår de skal betale til Koda i forbindelse med koncerter eller events. Derfor har vi lavet en lille oversigt over, hvornår der skal betales til Koda.
 

Hvornår skal I betale til Koda?

Som udgangspunkt skal alle have en musikaftale med Koda, hvis de afholder koncerter eller events – det gælder både for arrangementer med og uden entré. Koda sender derefter pengene videre til de komponister og sangskrivere, der har skrevet musikken. Det er nemlig ikke altid dem, der står på scenen, som har skrevet musikken.

I skal være opmærksomme på to ting:

  1. I betaler (som oftest) et honorar til den solist eller det band, der kommer ud for at spille.
  2. Derudover betaler I til Koda, som sørger for, at også komponisterne og sangskriverne får betaling.

Hvornår kan I søge om fritagelse for betaling til Koda

Koda vil gerne støtte op om velgørenhedsarrangementer og fritager derfor arrangementer, som opfylder en række betingelser. Hvis I vil søge om fritagelse, skal I sende en ansøgning i god tid før arrangementet – gerne to uger før.

For at blive fritaget skal arrangementet opfylde følgende betingelser:

  • Alle udøvende kunstnere og andre deltagere i arrangementet medvirker uden betaling – herunder scenepersonale.
  • Arrangementet tjener et alment velgørende formål, typisk i form af indsamling af midler til en større eller bredere kreds af sygdoms-, hungers- eller krigsramte, eller personer i social nød.
  • Der foreligger en skriftlig ansøgning, som beskriver arrangementets karakter, formål m.v. Der skal sammen med ansøgningen vedlægges kopi af budgettet for arrangementet. Dette sendes til kunde (at) koda.dk
  • At Koda umiddelbart efter arrangementet er afholdt modtager dokumentation for at nævnte betingelser er opfyldt i form af et regnskab.
  • At det står på plakater, i programmer og andet materiale at ”Musikken er frit stillet til rådighed af Koda og Gramex uden betaling”.

Om Koda

Koda er en non-profit organisation, der sørger for, at musikkens skabere - komponister og sangskrivere - får betaling, når deres musik bliver brugt offentligt. Når I har en musikaftale med Koda, er det lovligt for jer at bruge musik.

Har I spørgsmål til os?
Vi er klar til at hjælpe alle hverdage fra kl. 9-16 på tlf. 33 30 64 92. I er også velkomne til at skrive en mail til kunde (at) koda.dk  

Læs mere om Koda på www.koda.dk

God fornøjelse med musikken.