Ea og Viggo fra 0. klasse er Egens Vogtere i Rotaryskoven

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 9.8.2022
Lemvig Rotary Klub har været den glade giver af Rotaryskoven, som er anlagt ved Bøvling Fri- og Idrætsefterskole.

På billedet ses Robert Vestergaard fra Lemvig Rotary Klub, der har været primus motor bag etableringen af Rotaryskoven sammen med Egens Vogtere - Viggo og Ea fra 0. klasse.

 

Bøvlingbjerg har fået en ny skov - Rotaryskoven, hedder den, og det gør den, fordi skoven er en gave fra Lemvig Rotary Klub til Bøvling Fri- og Idrætsefterskole.

Den blev nyligt indviet ved en aften med deltagelse af elever og medlemmer af Lemvig Rotary Klub, så der var i alt 200 til stede ved indvielsen.

Det er 3,5 hektar landbrugsjord, er tilhører skolen, som er blevet forarbejdet og tilplantet med skov her i foråret.

Skov til leg og læring

Hidtil har jorden været udlejet til landbrug, men nu får arealet en anden funktion. Den skal tjene til læring, leg, motion og rekreation for ikke blot skolens elever, men for alle interesserede. Skoven vil nemlig være åben for alle.

Det er Robert Vestergaard fra Lemvig Rotary Klub, der har været primus motor bag etableringen af Rotaryskoven.

Det er planen, at den etableres med skovbryn af løvfældende buske, og der plantes primært løvtræer som eg, bøg og birk. men der vil også være dele med nåletræer. Der er endvidere anlagt kanaler frem til en sø på arealet.

Rotary-Egen plantet

Ved indvielsen bød forstander Martin Wiborg velkommen, og han takkede for det fantastiske projekt, og der var især en tak til tovholder Robert Vestergaard.

Der blev afsløret et laser-skåret stålskilt med skovens navn Rotaryskoven samt årstal for etablering.

I forbindelse med indvielsen af den nye Rotary-skov i Bøvlingbjerg blev der også plantet et 2,5 meter højt egetræ.

Dette træ skal gerne gennem de næste mange, mange år vokse sig stort og stærkt, så det bliver et majestætisk og kendt træ i landsdelen.

Det er Robert Vestergaard, der har fået idéen til Rotary-Egen:

- Jeg har en bog stående omkring kendte træer i Danmark. Fælles for dem er, at de først har fået navn i en moden alder. Nu ville vi gerne have et træ for eftertiden, som havde navn fra begyndelsen. Derfor Rotary-Egen, fortæller Robert Vestergaard.

Egens vogtere udnævnt

Han havde så fået tilsagn fra to elever, Ea og Viggo fra 0. klasse på Bøvling Friskole, der blev udnævnt til Egens Vogtere, og som hjalp til med at plante træet.

Hvis et egetræ skal have mulighed for at vokse sig stort og stærkt, skal der passes på det. Det skal plejes, og der skal skabes plads omkring det:
- Derfor fik de to børn æren af at være Egens Vogtere, så de har ansvaret for træet. Og da det skal vokse i så mange år, skal de give dette ansvar videre til en anden, hvis de selv forlader egnen og ikke har mulighed for at passe det, så vi er sikre på, der er nogen, der også i de næste generationer har ansvaret for det, siger Robert Vestergaard.

Rotary-Egen blev plantet, og Ea og Viggo blev udnævnt til at være Egens Vogtere i årene fremover. Som bevis på det fik de hver en halskæde med et smykke i form af et egetræ, hvorpå der var indgraveret Egens Vogtere

Ved træet blev der sat en egestamme med et messingskilt, indgraveret med Rotaryhjulet og teksten ”Egens Vogter”.

Skov finansieret af Rotary-medlemmer og fonde

Indvielsen sluttede med grillpølser og kaffe, inden den tidligere formand for skolen og medlem af Lemvig Rotary Klub, Erling Bech Poulsen, var guide på en spadseretur rundt om den tilplantede skov.

Projektet er blevet finansieret med hjælp af midler fra Rotary Danmarks Hjælpefond, -Rotary Distrikt Grandt og Lemvig Rotary Klub. Med sponsorerede arbejdsopgaver for cirka 70.000 kroner nåede det samlede beløb op på 200.000 kroner.

--

Artiklen er skrevet af Ole Fogh Odgaard, formad for Lemvig Rotary Foundation, der er en del af Lemvig Rotary Klub.