Guvernør Jan Aagaard: Stor tak til Holger Heldbo - og et kig på det kommende Rotary-år

Indsendt af Jeannette (E-klub) Refstrup den 1.7.2019
Guvernør Jan Aagaard tager hul på Rotary-året – og begynder med en stor tak til Holger Heldbo for 2018/19.

Tekst: Jan Aagaard, District Governor 2019-2020, Silkeborg Østre Rotary Klub
Foto: Leif Fritsdal, Ry Rotary Klub

Jeg vil gerne begynde det nye Rotary-år med at takke Holger Heldbo, der var guvernør 2018/19 for et fremragende år.

Holger, du har været en inspirerende, motiverende og god leder for organisationen.

Du er gået foran, og du har været synlig i Distriktet både i form af klubbesøgene, som du har sat meget højt, og alle andre forskellige arrangementer, der er afholdt igennem året.

Tusind tak på alles vegne for din indsats: Den kan du være stolt af.

Distriktet er i god form på alle områder, og jeg glæder mig til at videreføre hvervet i 2019/20.

 

Holger Heldbo videregiver guvernørkæden til Jan Aagaard

Kort om mig

Jeg er medlem af Silkeborg Østre Rotary Klub, er 64 år, gift med Kirsten og bor i Silkeborg.

Jeg har min egen virksomhed, som beskæftiger sig med virksomhedsrådgivning, support og støtte for virksomhedsledere med henblik på at optimere drift og indtjening og understøtte, at virksomhederne udvikler sig i den retning, som man sætter sig som mål.

 

Min baggrund i Rotary

Det har været en spændende rejse til guvernør-posten. Jeg har været Præsident for Silkeborg Østre Rotary Klub, underviser på Rotary Leadership Institute og Graduate, været Assisterende Guvernør, været formand for medlemsudvalget i Distriktet, og så har jeg de seneste 2 år arbejdet sammen med skiftende Guvernører i vores Guvernørgruppe.

Alle disse forskellige poster og opgaver har været spændende, udfordrende og givet mig en masse viden og indsigt i vores organisation.

Jeg føler, at baggrunden for at løse den kommende opgave er tilstede og ser frem til at videreføre Distriktsguvernøropgaven i Danmarks bedste distrikt.

 

I 2019/20 vil jeg især have fokus på

Der er mange vigtige ting i arbejdet med at videreudvikle Rotary og klubberne.

Næste år vil fokus være på hjælpeprojekter, medlemsudvikling, PR- & Branding, Youth Exchange, Short Terms og Rotaract.

Vi skal arbejde efter at løfte vores samlede medlemstal. Indholdet i spændende projekter og klubmøder, skal være med til både at fastholde og videreudvikle vores medlemsantal. Håbet og målet er, at vi får en positiv nettoudvikling i det samlede medlemsantal.

Vi fortsætter arbejdet med at tilbyde nye medlemmer et seminar, når de er kommet i Rotary og vil fortsætte med at tilbyde vore øvrige spændende uddannelses- og læringstilbud f.eks. RLI.

Vi skal forstærke vores indsats på PR- og Branding-området i både distriktet og klubberne gennem effektuering af vores nye PR-strategi.

Vi skal fortsætte vores Youth Exchange arbejde på det høje niveau, som vi har.

Vi har forstærket organisationen, så der vil være endnu større fokus og power omkring alle øvrige programmer under hele ungdomstjenesten, herunder short-term, camp- arrangementer m.v.

Vi skal motivere til, og hjælpe med, at gennemføre Hjælpeprojekter gennem brug af midler fra Rotary Foundation og Hjælpefonden. Igennem projekter løftes klubberne, og fællesskabet forstærkes, så det er en rigtig god måde at få skabt stærke og initiativrige klubber, klubber som medlemmerne gerne vil være med i og er stolte af at være en del af.

 

Se længere frem end et år

Jeg vil opfordre til, at klubberne i højere grad end tidligere arbejder med og udvikler strategier og handlingsplaner, der rækker længere ud end et år.

Vi skal sikre, at vi får en mere kontinuerlig drift og hermed en plan for ledelserne, så udviklingen ikke ændrer sig markant fra år til år, men at der er en rød tråd i arbejdet.

Dette gælder både klubber, ledelser og udvalg. Det er den bedste måde at nå større mål, at de kan strække sig over en længere periode. Det er nemlig én af vejene til at sikre gode og stabile klubber, og her kan distriktets folk være klubberne behjælpelige. Husk at distriktets assisterende guvernører og funktionsansvarlig på alle områder står klar til at hjælpe.

 

Rotary Connects The World

Næste års tema er ”Rotary Connects the World.”

Et af Verdenspræsident Mark Maloneys mål er, at organisationen netto-vækster i medlemsantal.

Samtidig opfordrer han til at bruge mange kræfter på hjælpeprojekter både lokalt og globalt.

Disse områder har stor fokus og er fint i tråd med målene i vores distrikt.

At blive Guvernør for distriktets 52 klubber er et spændende hverv, der giver mange gode oplevelser og samtidig forståelse for, hvor forskellige alle klubberne er.

Jeg har stor respekt for klubbernes forskellighed, og det er en stor styrke, at hver klub har sit eget DNA, og det vil jeg respektere.

Til trods for forskelligheden arbejder vi alle mod de samme mål og har de samme overordnede fokusområder, som er netværk, humanitært arbejde og udveksling af viden med andre kulturer. Det gør, at Rotary er en stærk og attraktiv organisation, som vi skal værne om og passe på.

Jeg vil arbejde for, at vi fortsat udvikler os og ser frem til et nyt spændende år som Distriktsguvernør, og håber jeg kan leve op til alles forventninger. Jeg ser i særdeleshed frem til at besøge jer i klubben, hvilket har min højeste prioritering.

Jeg glæder mig uendelig meget til det kommende år.

 

KLIK Følg Distrikt 1450 på facebook

Er du ikke medlem af Rotary? KLIK OG læs her, hvordan du bliver det