Oprettet af Asbjørn Isaksen den 14.6.2016
De mange nye samfundsborgere, der kommer til landet som asylansøgere, og som er samlet i større grupper på asylcentrene, udgør et problem i trafikken i de ofte små samfund, hvor centrene er placeret. Det giver en øget trafik af ”bløde” trafikanter – både fodgængere og cyklister – på ofte små og mørke veje.

Tidligere på året blev en asylansøger påkørt nær Thisted, og på Langeland har buschaufførerne udtrykt stor betænkelighed ved at udføre deres job, fordi de ofte kommer ud for farlige situationer med mørke trafikanter i de mørke timer.

Informationsfilm på flere sprog 

Medlemmer af Han Herred Rotary Klub kender også til problemet, og her vedtog man at gøre noget for at lære asylansøgere om danske trafikregler og -kulturer. Hen over vinteren er der blevet lavet en film, der med asylansøgere som figuranter viser, hvor vigtigt det er at færdes i den rigtige side af vejen, og hvor vigtigt det er at gøre sig synlig med lys og reflekser.

Filmen er nu færdig og indtalt med tekst på sprogene arabisk, farsi og somali foruden engelsk og dansk. Den varer tre minutter og viser nogle af de situationer, der kan forekomme, hvis man bevæger sig forkert på mørke veje.

Filmen er netop blevet præsenteret på Jammerbugt Asylcenter i Tranum, og centerleder Rikke Ørnberg var meget begejstret for denne mulighed for at vejlede asylansøgerne, og samtidig bidrage til, at der opstår færre farlige situationer på vejene omkring asylcentret. Også repræsentanter for beboerne var glade for filmen, der vil blive brugt på info-møder i centret.

Han Herred Rotary Klub vil distribuere filmen til alle landets 65 asylcentre i en pakke sammen med 50 refleksbrikker påtrykt Rotary-logo, og klubbens projektansvarlige, Erik Tornøe, håber, at Rotary dermed kan medvirke til at reducere antallet af farlige situationer og ulykker i trafikken.
Initiativet har givet god presseomtale, blandt andet med et indslag i TV-Nord, og det giver dermed ikke blot synlighed i trafikken, men også omkring Rotarys samfundsengagement.