Oprettet af Asbjørn Isaksen den 8.6.2021
Inden vi ser os om, er vi i fuld gang med et nyt. Det er jo netop grundideen i Rotary. Livet går videre og selve ideen i Rotary, nemlig rotationsprincippet skal også leve videre og det skal vi respektere.
28.06.2021. 00:01

Kære alle Rotarianere i Danmark.

Endnu et Rotary-år går på hæld og inden vi ser os om, er vi i fuld gang med et nyt. Det er jo netop grundideen i Rotary. Livet går videre og selve ideen i Rotary, nemlig rotationsprincippet skal også leve videre og det skal vi respektere.

Disse tidlige signaler blev sendt første gang for godt 116 år siden. Rotary fik sit første emblem i 1905. Det forestillede et vognhjul i bevægelse i en støvsky, hvilket skulle symbolisere civilisation og fremdrift. I 1923 blev der indført et nyt emblem, nemlig det nuværende tandhjul med 24 tænder, 6 eger og et kilespor som symbol for ”arbejde – ikke hvile”. Rotarys officielle farver blev vedtaget i 1929.

Rotary-hjulet symboliseret ved det nuværende tandhjul ruller videre. Det er bevægelsen fremad der udvikler os og giver livet mening. Vi er altid på vej mod et mål der ligger højere, end det vi forlod dagen forinden.

Vi skal nemlig hele tiden udvikle os i vores fortsatte arbejde på at være med til at gøre en forskel både nationalt og internationalt.

Stifteren af Rotary, Paul Harris sagde allerede i 1910, altså blot 5 år efter at Rotary var startet:

 ”We have to be revolutionary”. Ord som er mere aktuelle end nogensinde før.

Vi lever i en verden fuld af forandringer og det skal vi naturligvis forholde os til, men vi skal ikke forandringer for enhver pris.

 Når vi taler om forandringer i Rotary er det min opfattelse, at det skal ske i fuld respekt for Rotarys fundamentale ideer og værdier.

Vi må aldrig glemme det grundlæggende arbejde i Rotarys tjeneste. Hvorfor er vi medlemmer af Rotary? Det er vi ganske enkelt, fordi vi som enkeltmedlemmer og ikke mindst i fællesskab kan være med til at gøre en forskel, der rækker langt ud over den enkeltes formåen. Alle bidrager ud fra sit eget udgangspunkt. Husk altid på, at vi er en del af noget større med de mange fantastiske muligheder det indebærer.

Årets motto fra verdenspræsident, Holger Knaack: ROTARY OPENS OPPORUNITIES, vil efter min opfattelse leve mange år endnu. Da mottoet blev afsløret en af de første dage på Guvernørsolen i San Diego, i januar 2020, var der ingen der anede, hvad der efterfølgende ventede en hel verden i form af COVID19. Alle rotarianere over hele verden har taget ordene til sig og grebet de mange nye muligheder for at udvikle Rotary. Tænk blot på antallet af on-line møder og hvilke muligheder det har givet for at møde rotarianere fra hele verden.

Verden er i dag et andet sted end før COVID19. Det kommer vi ikke til at ændre. Vi kommer ikke til at vende tilbage til den ”gamle” verden. Vi skal skue fremad og se de mange nye muligheder.

Alt hvad vi gør, åbner nye muligheder, for nogen andre steder.

Vi må dog aldrig glemme at hjertet i ROTARY er og bliver klubberne og alle de mange positive ting der foregår derude. Medlemsfastholdelse og det gode kammeratskab er også fremadrettet nøgleordene.

Husk på at den allerstørste gave vi kan give hinanden, er at give noget af os selv.

Husk altid på, at jo mere du giver, jo mere får du.

Lad mig afslutte med et citat af Søren Kierkegaard: At vove er at miste fodfæste for en tid. Ikke at vove, er at miste sig selv.

Rotary er ikke blot en klub du træder ind i og bliver medlem af. Det er en invitation til uendelige muligheder, for at gå ad nye veje i et tæt fællesskab med andre.

Med disse ord siger jeg mange tak for et fantastisk Rotary år i en anderledes tid.

God vind derude og held og lykke med Rotaryarbejdet.

Mange varme Rotary hilsener
Per Nøddebo Nielsen
Distriktsguvernør Distrikt 1480 – 2020/2021.