Submitted by Jeannette (E-klub) Refstrup on 22.4.2020
Videbæk Rotary Klub har budt ni nye medlemmer i klubben velkommen. Én af de nytilkomne i Rotary-flokken er Johannes Kaasgaard. Til dagligt er han svineavler, og selvom arbejdet tager meget af hans fritid, går han alligevel til opgaven som nyt medlem med stort engagement.

Som et led i at gøre medlemsskaren dynamisk inviterede Videbæk Rotary Klub en række interesserede mennesker til en aften med fokus på, hvad det vil sige at være medlem af klubben, og hvad det er, klubben kan og vil. 

Johannes Kaasgaard, der er svineavler, er en af de nytilkomne i flokken. For ham betød noget, at han fik mulighed for at komme med som gæst og dermed fik et indtryk af klubbens aktiviteter og dens medlemmer, inden han blev optaget.

Inspiration og oplevelser til gavn og glæde i familien
Fire ting fylder i Johannes Kaasgaards forventninger: At opnå netværk og sparring i mødet med andre brancher på en afslappet måde - og ikke mindst at få faglige og sociale input.

Som et eksempel på klubbens alsidige program nævner det nye medlem et foredrag af Troels Scönfeldt, ph. d. og kernefysiker med speciale i neutroner. Emnet er arbejdet med bygning af en ny generation af atomreaktorer. En branche og et interessant tema, der ligger langt fra svineproduktion.

Familien går fuldt ud ind for Johannes Kaasgaards medlemskab i Rotary.

”Min hustru er også med i forenings- og bestyrelsesarbejde, og dermed henter vi begge inspiration og oplevelser hjem udefra til gavn og glæde for familien,” nævner Johannes Kaasgaard.

En lang arbejdsuge i virksomheden
På virksomhedens 550 hektar dyrkes der korn til grisefoder og kartofler, der sælges og anvendes til mel. Den tredje afgrøde er græsfrø, som sælges og forædles til frø, der til sidst ender som græsplæner. Som eksempel på produkter kan nævnes græsbaner til OL- og VM-anlæg, golfbaner og blandt meget andet også til private græsplæner. De forskellige afgrøders sædskifte er en nødvendighed for et godt udbytte af afgrøderne og synergieffekten udnyttes, da gyllen fra grisene ender på markerne. 

Virksomheden med 800 søer, der årligt producerer 28.000 smågrise, som fedes op til slagtesvin og til sidst ender på middagsbordet, kræver sin mand og en lang arbejdsuge.

Bidrager til Rotarys hjælpearbejde
”Det har den betydning, at der ikke er megen tid tilovers til projektarbejde udenfor hjemmet, men jeg er med - og betaler mit kontingent med glæde, da jeg på den måde også bidrager til Rotarys hjælpearbejde,” udtrykker Johannes Kaasgaard med vægt.

Senest har Videbæk været med til oprettelse af kvindehaver og en skole i Gambia i Afrika i samarbejde med seks andre Rotary-klubber. Videbæk Rotary er som alle lokale Rotary-klubber en del af en stor international organisation. 

Tillykke til de ni nye medlemmer i Videbæk Rotary klub, som fremover vil være med til at præge klubben.

KLIK OG FØLG DISTRIKT 1450 PÅ FACEBOOK

ER DU IKKE MEDLEM AF ROTARY? KLIK HER OG LÆS, HVORDAN DU BLIVER DET

Artiklens forfatter, Jytte Gottlieb, har været medlem af Brande Rotary Klub siden 2010 og har blandt andet været præsident for sin klub og af flere omgange formand for klubbens PR-udvalg.