Submitted by Kirsten Høgfeldt on 23.1.2019
En del af Korsør Nor Rotary Klubs golfspillende medlemmer fik i 2011 tanken om at arrangere de Nordiske Mesterskaber i Rotarygolf. Et mesterskab der går på skift mellem de nordiske lande.
31.05.2019. 08:58

Denne tanke blev en realitet i 2013, hvor rotarianere fra de Nordiske lande, inkl. de Baltiske lande, deltog i et fantastisk 3 dages arrangement i Korsør.

Dette gav blod på tanden og tanken om at genoptage DM i Rotarygolf lå lige for. Siden 2014 har dette mesterskab været afviklet på Korsør golfklubs dejlige bane og nu i 2019 for 6. gang.

Det har været nogle dejlige mesterskaber, hvor der ganske vist kæmpes bravt for at vinde de eftertragtede titler såvel individuelt som for hold, men mest af alt har det været fellowship på allerbedste vis.

Der har gennem hele forløbet været mulighed for at ledsagere har kunnet deltage i golfspillet i en særskilt række og deltage i den efterfølgende hyggelige middag på Comwell Grand Park, men også ikke-golfspillende ledsagere er velkomne.

Hotellet Comwell Korsør, som ligger lige op til golfbanen, har gennem årene støttet arrangementet på forskellig vis, blandt andet ved at indstifte den flotte pokal til vinderen, men også ved at tilbyde overnatning til favorabel pris. Så der er gode muligheder for at lade hyggen tage over og måske spille endnu en runde dagen efter mesterskabet.

Gennem årene har mere end 25 forskellige Rotary-klubber været repræsenteret og mange golfspillere har deltaget hvert år. Flere Rotary-klubber er endog meget godt repræsenteret og vælger en fælles transport i form af f.eks. minibus.

Korsør golfklub er i færd med at omlægge banen efter en vedtaget masterplan, udarbejdet af banearkitekten Philip Spógard, der bl.a. også har gjort Himmerland til en mesterskabsbane. I 2019 holdes pause med arbejdet på banen og derfor kan vi præsentere nogle nye spændende huller på banen, som nok skal give udfordringer til spillerne.

Gennem årene er det lykkedes med hjælp fra gode sponsorer og afholdelse af et charity lotteri på selve dagen, at indsamle et pænt beløb til velgørende formål. Korsør Nor Rotaryklub arbejder lige nu på nogle projekter og disse vil blive beskrevet på vor hjemmeside i takt med at de falder på plads.

Mesterskabet afvikles i år, fredag, den 31. maj og man kan allerede nu tilmelde sig på hjemmesiden www.rotarygolf.dk hvor det også vil være muligt at se billeder fra de tidligere mesterskaber, lige som information om arrangementet er beskrevet.

På hjemmesiden er det også muligt at skrive til Golfudvalget og vi vil svare tilbage så hurtigt som muligt.

På gensyn i maj!

Bedste hilsener
Claus Vad
Formand for Golf-og Eventudvalget
Korsør Nor Rotaryklub