Tinnetgaard Bo- og Erhvervsskole åbnede dørene for Brande Rotary Klub

Submitted by Jeannette (E-klub) Refstrup on 12.4.2022
Forleden brugte Brande Rotary Klub sit ugentlige møde på at besøge Tinnetgaard Bo- og Erhvervsskole. Inspirerende klubmøder, der nærer både hjerne og hjerte, er nemlig en af hjørnestenene i Rotary-klubberne.

Jytte Gottlieb, der er medlem af Brande Rotary Klub og blandt andet er storyteller i distriktets PR-arbejde, har sendt denne fine beretning fra en aften, der var helt særlig:

Tinnetgaard Bo- og Erhvervsskole består af en tidligere landbrugsejendom, der ligger tæt ved, hvor Gudenå og Skjern Å har deres udspring og med Hærvejen som nabo.

Unge fra 16 – 17 år og i enkelte tilfælde op til 30 år kan bo på skolen, der har en særlig tilrettelagt uddannelse (STU) for unge med særlige behov. Det er en individuel praktisk uddannelse, der tager 3 år og der er ingen eksamen. Der er dog den mulighed, at de unge kan deltage i dansk og matematikundervisning i et nærliggende uddannelsescenter.

Henning Kristensen, en af de 30 ansatte, viste rundt på skolen både ude og inde. En stor del af aktiviteterne handler om stedets landbrug og skovdrift. Især de unge drenge vil gerne arbejde med maskiner og mekanikeropgaver, men alle prøver kræfter i tømrer- og smedeværkstedet. Dertil kommer, at alle på skift skal være med i køkkenet.

Den nyoprettede gårdbutik sælger egne produkter, som blandt andet kommer fra skolens gartneri.

Ikke mindst er der heste, høns, grise, kaniner, geder, kvæg med videre, som skal passes og plejes – en lang række aktiviteter, der alle er led i elevernes uddannelse.

De unge bor på Tinnetgaard og i et nærliggende hus. Som et led i udslusningen fra skolen bor andre i boliger i Vonge og Thyregod, hvor de trænes i at bo selv med alt hvad det indebærer af lavpraktiske ting. Alle har en scooter, så de kan komme til og fra skolen – hvilket også indgår i læringen om selvstændighed.

Tinnetgaard Bo- og Erhvervsskole er privatejet, og eleverne kommer fra en stor del af landet.

Aftenen bød på en spændende rundvisning, herlig forplejning med et særligt touch fra kokken. Engagerede medarbejdere, der tydeligvis arbejder med liv og sjæl for eleverne, der er ramt af mange forskellige udfordringer. Unge, der alle har brug for individuel støtte på vej ud i samfundet.               

En særlig god aften, hvor alle fik noget med hjem.

Tekst og foto: Jytte Gottlieb