Submitted by Bent Christensen on 13.3.2023
Det virker som Bertil har det herligt i Mexico, han savner vist ikke Danmark så meget (endnu).
Her er hans seneste brev om oplevelserne.

Hej derhjemme, jeg håber at i alle har det godt.

Det har jeg helt bestemt. Rigtig meget er sket siden i sidst hørte fra mig. De sidste mange måneder har været fyldt med både store og små oplevelser og eventyr. Sammen med Rotary har jeg været i både Mexico city, Patzcuaro til ‘De dødes dag’ og Michoacan for at se millionvis af sommerfugle. Det har været nogle af de mest fantastiske rejser jeg har været på med en masse helt vildt skønne mennesker. På de ture vi tager på sammen med Rotary er vi altid mindst fyrre udvekslingsstudenter samlet og dem har jeg efterhånden lært rigtig godt at kende.

Om en lille måneds tid skal jeg på en to ugers tur rundt i det sydlige Mexico blandt noget af det smukkeste natur i verden, som jeg glæder mig helt vildt meget til. Normalt er vores ture max tre dage, men her har vi to uger til virkelig at lære de andre udvekslingsstudenter i distriktet godt at kende. Jeg kan slet ikke vente.

Jeg har allerede været nede og besøge det sydlige Mexico sammen med min første værtsfamilie. Jeg var en uge i en by ved navn Merida hen over jul og nytår for at møde min værtsfars søster og hendes mand. I denne uge skal jeg til en strandby der hedder Puerto Vallarta sammen med min tredje værtsfamilie og den dansker som bor hos dem på nuværende tidspunkt. Selvom det er februar kan jeg stadig se frem til 30 grader og rigeligt med sol. Jeg håber ikke at i fryser for meget derhjemme ;) 

Nu er over halvdelen af tiden gået og nøj hvor er det gået stærkt. Jeg har både lært at danse bachata og hvordan en rigtig taco skal laves. Det er sket så meget som jeg slet ikke kan vente med at komme hjem og fortælle familie og venner om. Jeg har heldigvis stadig fire måneder jeg skal have fyldt med en masse fede historier og oplevelser før jeg rigtig kan føle mig klar til at komme hjem. For nu har jeg det lidt for godt her til rigtigt at gide at rejse hjem til vinterkulden, så I må vente med at se mig til sommer.